Danske forskere undersøger, om briller beskytter mod coronavirus

Forskerne håber, at myndighederne kan bruge briller som et værktøj i kampen mod smitte, hvis de viser sig at have en effekt.
Bruger du briller? I så fald kan det være, at du er bedre beskyttet mod coronasmitte.
Det er i hvert fald tesen, der nu skal undersøges i et nyt dansk studie.
- Der er noget, der tyder på, at der kan være en sammenhæng. Det er interessant, fordi det ikke er en stor indgriben i folks hverdag at skulle gå med briller i forhold til for eksempel mundbind. Så hvis det kan være en del af løsningen for at mindske smitte, vil det være en rigtig god idé at bruge, siger Kasper Iversen til TV 2.
Han er professor i akutmedicin på Københavns Universitet, overlæge på akutafdelingen på Herlev-Gentofte Hospital og en af de ansvarlige for forskningsprojektet.
Smitter gennem øjne
Der kan være to årsager til, at folk får mindre risiko for smitte ved at gå med briller, fortæller den danske forsker.
- Coronavirus kan overføres fra person til person gennem viruspartikler i luften. Disse partikler kan ramme slimhinderne i øjnene og give infektion.
- En anden mulighed er, at folk ofte gnider sig i øjnene og herigennem kan overføre virus fra fingrene til øjnene.
Derfor er hypotesen i undersøgelsen, at hvis folk har briller på, gnider de sig mindre i øjnene, og de vil heller ikke på samme måde være udsat for luftbåren smitte gennem slimhinden, som hvis de ikke bærer briller.
Kasper Iversen erkender dog, at effekten af at bære briller nok ikke vil være ”kæmpestor”.
- Den kan måske være 15-20 procents reduktion af smitte, men det er med forbehold for, at man overholder de andre restriktioner og anbefalinger i samfundet såsom mundbind og sprit.
Håber på 100.000 forsøgspersoner
Undersøgelsen er et samarbejde mellem en række danske hospitaler og den norske sundhedsstyrelse Folkehelseinstituttet (FHI), som kører et studie på samme præmisser i Norge.
De danske og norske forskere håber sammenlagt at få omkring 100.000 personer med i forskningsprojektet.
- Samarbejdet gør, at vi langt hurtigere kan få bedre resultater, fordi vi kan få flere mennesker med. Sammen er vi stærkere, siger Kasper Iversen.
Forskerne forventer at fremlægge deres resultater inden for to til tre måneder.
Hvis resultaterne viser, at briller kan mindske risikoen for at få corona, håber Kasper Iversen, at SSI og Sundhedsstyrelsen vil tilføje briller til anbefalingen over værnemidler, befolkningen kan tage i brug i kampen mod coronasmitte.
- Hvis der er en klar effekt, vil SSI og Sundhedsstyrelsen have et nyt værktøj i værktøjskassen, som de kunne hive op, hvis der bliver behov for det. Det vil være en relativt nem ting at inkorporere i sin hverdag, siger han.