Konflikten om Ukraine

Kampklar dansk fregat skulle afskrække Putin i Østersøen - efter få dage dukkede det op i dansk havn igen

Skibet har sent søndag eftermiddag forladt havnen igen. Hverken Forsvarskommandoen eller Forsvarsministeriet vil kommentere sagen.

I tirsdags sejlede den danske fregat Peter Willemoes fra Korsør Havn med kurs mod Østersøen, hvor den skulle bistå Nato's stående flådestyrke.

Flådestyrken er i Baltikum som en del af forsøget på at afskrække Rusland fra at optrappe konflikten med Ukraine.

Men efter få dage er Peter Willemoes af ukendte årsager vendt tilbage til Korsør Havn. Her viser billeder, at der er sat et stillads op på fregatten.

Hos Forsvarskommandoen vil man ikke oplyse til TV 2, hvorfor Peter Willemoes har måttet vende om, og hvad der er galt med fregatten.

Heller ikke hos Forsvarsministeriet har man nogen kommentarer, men henviser til Forsvarskommandoen, som har ansvaret for Forsvarets materiel.

Danmark havde ellers tilbudt at Peter Willemoes kunne være en del af Nato's stående flådestyrke i tre en halv måned. Sammen med fire F-16-kampfly er fregatten det danske bidrag til flådestyrken.

- Det er vigtigt at stå op for de værdier, vi tror på, og sende et meget, meget klart signal til Rusland, har forsvarsminister Trine Bramsen (S) sagt til TV 2 om det danske bidrag.

Nato har efterspurgt dansk bidrag

Hun har også fortalt, at det er Nato's generalsekretær, norske Jens Stoltenberg, der har direkte har efterspurgt det danske bidrag.

På et hastemøde tidligere i januar om situationen i Ukraine sagde Stoltenberg blandt andet, at der er ”en reel risiko for, at der kommer en ny væbnet konflikt i Europa”.

Den danske fregat havde ifølge Henrik Kim Schjoldager, skibschef på Peter Willemoes, til opgave at "udvise tilstedeværelse, nærhed og solidaritet med hele Nato-alliancen".

- Willemoes er jo som en indsatsklar enhed klargjort til at løse opgaver i hele konfliktspektret.

- Så den kan klare indsatser i den høje ende af konfliktspektret, som er konventionel sømilitær krigsførelse, men også helt ned i den lave ende med søredning og assistance til den øvrige skibstrafik, sagde Henrik Kim Schjoldager til DR, da Peter Willemoes i tirsdags lagde fra kaj i Korsør Havn.

TV 2 har også forsøgt at få et interview med skibschef Henrik Schjoldager. Det er ikke lykkedes søndag aften.

Ifølge TV 2 Øst har skibet søndag eftermiddag igen forladt havnen i Korsør. Om skibet nu er på vej for at deltage i Nato-opgaven er uvist.