Samfund

Chefredaktør kendte til 3F-formands dobbeltliv i syv år – derfor bragte han ikke historien

To detaljer var afgørende for, at chefredaktør på Altinget Jakob Nielsen ikke bragte historien om Per Christensens dobbeltliv før nu.

Fredag udkom B.T. med en historie om, at Per Christensen, der gennem otte år har været øverste chef for Danmarks største fagforbund, 3F, ad to omgange har haft et forhold til to kvinder på samme tid, uden de kendte til det.

Tre af de fire kvinder står frem med navn i artiklen, der har vakt stor opsigt. For ud over selve sagen har historien skabt en diskussion om, hvorvidt medier bør afdække offentlige personligheders private forhold.

Netop den pointe bliver fremhævet af Per Christensen selv i artiklen.

- Til de af B.T.s spørgsmål, der udelukkende drejer sig om mit privatliv, er mit svar, at de er en krænkelse af privatlivets fred og alle medieetiske og lovgivningsmæssige bestemmelser angående beskyttelse af menneskers ret til et privatliv, lyder det i et skriftligt svar til mediet.

I 'Presselogen' på TV 2 NEWS fortæller chefredaktør på B.T. Jonas Kuld Rathje, at de har haft mange overvejelser om historien, og at det ikke var let at træffe beslutningen om at bringe den.

Han anvender sin position i 3F til at bygge sit spind af løgne

Jonas Kuld Rathje, chefredaktør på B.T.

De svære overvejelser har han ikke været ene om at sidde med, for tilbage i 2014 sad chefredaktør på Altinget Jakob Nielsen med den samme historie i hænderne og valgte ikke at bringe den.

Politiken lagde historien ned

I 2014 var Jakob Nielsen ansat på Politiken, da han fik kendskab til 3F-formandens dobbeltliv. Dengang kendte han kun til det ene tilfælde, og to ting gjorde dengang, at Politiken ikke udkom med historien.

En af de involverede kvinder bad "indtrængende" mediet om ikke at bringe historien, hvilket ifølge Jakob Nielsen "vejede meget tungt".

- Det andet var, at Per Christensen på det tidspunkt var relativt nyvalgt formand (i 2013, red.), og dengang kunne vi ikke se nogen direkte bånd til hans virke som fagforeningsformand i forhold til det her dobbeltliv, siger Jakob Nielsen i 'Presselogen'.

Det bånd har B.T. siden gravet frem og beretter om, at 3F’s advokat skal have kontaktet en af kvinderne i 2015, i hvad hun oplevede som et forsøg på at afholde hende fra at fortælle om sagen offentligt.

I et andet tilfælde skal Per Christensen have brugt en lejlighed, som han har tilgang til grundet sin position i 3F, til at dække over dobbeltlivet.

- Han anvender sin position i 3F til at bygge sit spind af løgne. For eksempel fortæller han nogle gange, når han har brug for at være et sted med en anden kvinde, at han er til forhandling med navngivne ministre. På den måde bliver hans position et redskab i de her løgne, siger Jonas Kuld Rathje.

Det er helt åbenlyst, at Per Christensen ikke har udvist god dømmekraft

Anne-Marie Dohm, chefredaktør på Radio 4

Sagen er i offentlighedens interesse

Efter at B.T. udkom med artiklen, bragte Altinget efterfølgende også historien med et tilhørende indlæg fra Jakob Nielsen.

I indlægget forklarede han, hvorfor Altinget vælger at bringe historien. Han skriver blandt andet, at Altinget ikke normalt vil beskæftige sig med offentlige personers utroskab og affærer.

Men dette er en speciel sag, som har offentlighedens interesse, blandt andet fordi knap 265.000 3F-medlemmer har valgt Per Christensen som deres formand, lyder det.

- Han har et særligt tillidshverv, som gør det relevant at se på, om hans medlemmer kan have tillid til ham. De skal have valg senere på året, og indtil nu har det heddet sig, at Per Christensen stiller op til en ny periode som formand. Der er det relevant for medlemmerne at have den her oplysning med, siger Jacob Nielsen.

Chefredaktører på stribe er enige

TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon mener også, at det er berettiget at bringe historien med henvisning til, at Per Christensen er tillidsvalgt, og det derfor er relevant at rejse spørgsmål om tilliden til 3F-formanden.

Det samme mener chefredaktør for Ekstra Bladet Henrik Qvortrup.

- Det giver ikke mening at lege den leg, at man kan være medlemsvalgt formand for 3F i 37 timer om ugen og så være en patologisk løgner i sit privatliv resten af ugen, og vi så skulle forestille os, at de to ting kan holdes fuldstændig adskilt, siger han til TV 2.

Anne-Marie Dohm, der er chefredaktør på Radio 4, mener også, at historien uden tvivl skulle bringes. Hun fremhæver, at 3F ufrivilligt er involveret i sagen med de forhold, som B.T. fortæller om.

- Jo større indflydelse man har på politikere og alle mulige andre, desto større god dømmekraft skal man kunne udvise. Det er helt åbenlyst, at Per Christensen ikke har udvist god dømmekraft. Han kommer til at kompromittere 3F og sig selv på en måde, som gør, at man kan stille spørgsmålstegn ved 3F, siger hun til TV 2.

TV 2 har i forbindelse med 'Presselogen' kontaktet Per Christensen, men han har ikke ønsket at medvirke.

Du kan se debatten om sagen i 'Presselogen' her.