Regeringen fremlægger ny plan for restriktioner

Epidemikommissionen skal vurdere, om covid-19 fortsat skal være en samfundskritisk sygdom efter 5. februar.

Regeringen fremlægger på onsdag en plan for, hvilke restriktioner der forlænges eller ophæves efter 31. januar.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at regeringen har bedt Epidemikommissionen om at vurdere, om restriktionerne kan lempes yderligere.

- Trods høje smittetal ser vi en opmuntrende udvikling i antallet af indlæggelser, særligt på intensiv, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Han fremhæver samtidig, at Danmark er blandt de lande i verden, der er længst fremme med 3. vaccinestik.

- Det giver et solidt grundlag for epidemikontrol, og jeg ser frem til at modtage Epidemikommissionens indstilling, siger han.

Skal covid-19 være en samfundskritisk sygdom?

Kommissionen afleverer sin indstilling i starten af næste uge, hvorefter regeringen vil fremlægge den for Folketingets partier.

Regeringen har samtidig bedt Epidemikommissionen om at vurdere, om covid-19 stadig skal kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.

De restriktioner, der er indført, forudsætter, at covid-19 er en samfundskritisk sygdom. Bliver coronavirus taget af listen, vil det ikke være første gang.

10. marts 2020 blev coronavirussen opkvalificeret til at være en samfundskritisk sygdom, og 10. september 2021 meddelte regeringen, at den nu ikke længere kunne betragtes som sådan.

Det ændrede sig imidlertid endnu engang kun to måneder efter, da regeringen endnu engang opkvalificerede covid-19 til at være samfundskritisk på grund af den høje smitte.

Blå partier vil smide mundbindet

Den nuværende kategorisering står til at udløbe 5. februar, og flere partier har sagt, at det er på tide at kigge på, om den skal afskaffes.

En samlet blå blok har også efterlyst en afsked med flere restriktioner, blandt andet kravet om mundbind.

- Vi skal ind i en periode nu, hvor vi ophæver restriktionerne, og der er mundbind en af dem. Derfor foreslår vi det nu, så vi kan komme i gang med at vende tilbage til en normal hverdag, sagde formand i Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, torsdag morgen til TV 2.