Antallet på intensiv falder – men samfundet står snart med et andet problem, vurderer professor
Professor mener ikke, at det er tid til at slippe bremsen og give smitten frit spil.
Det burde være godt nyt, at de rekordhøje smittetal ikke afspejler sig i antallet af indlagte og danskere, der bliver alvorligt syge med covid-19.
Tirsdag er der registreret 33.493 nye smittetilfælde i Danmark, hvilket er det højeste antal til dato. Der er dog i den seneste tid sket et fald i antallet af coronasmittede, der er så syge, at de skal indlægges på intensiv.
For selvom de nuværende 810 indlagte patienter er det højeste denne vinter, er antallet af intensivpatienter og respiratorbrugere på det laveste niveau i flere uger. 49 personer er på intensiv, mens 29 af dem får hjælp af respirator.
Men selvom de rekordhøje smittetal ikke direkte belaster sundhedsvæsnet, så påvirker de mange smittede stadig vores samfund i og med, at de skal isoleres og ikke kan møde på arbejde.
Og det kan blive et problem, påpeger Hans Jørgen Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.
Ikke tid til lempelser
Selvom statsminister Mette Frederiksen (S) mandag kom med udmeldingen om, at tiden var til at "genoverveje" hele tilgangen til coronapandemien, mener Hans Jørgen Kolmos ikke, at man på nuværende tidspunkt bør slippe bremsen.
- Jeg mener ikke, at tiden er til at lempe yderligere, og det skyldes, at vi kommer til at se rigtig mange smittede og dermed mange hjemsendte, siger han til TV 2.
Han mener ikke, at samfundet vil kunne følge med, hvis smitten får mere frit spil, end den har nu.
- Hvis vi forestiller os Magnus Heunickes grønne og orange kurver, så kan vi nu overføre dem til samfundet snarere end sundhedsvæsnet, siger Hans Jørn Kolmos.
Hans Jørn Kolmos vurderer, at vi endnu ikke har set de højeste smittetal, og forudser, at smitten vil fortsætte med at stige ind i februar.
Statens Serum Institut vurderede kort før nytår, at smitten denne vinter kunne komme op på 45.000 daglige smittede.
Isolation er et vigtigt redskab
Ifølge Hans Jørn Kolmos bliver det største problem i den kommende tid de mange hjemsendte – og altså ikke alvorligt syge og indlagte på intensiv.
- Der skal være folk til at gå på arbejde for at passe vores børn og ældre, i sundhedsvæsenet og i erhvervslivet generelt. Når så mange mennesker hver dag testes positive og skal i isolation, er det noget, man kommer til at mærke ude i samfundet, siger Hans Jørn Kolmos.
Flere steder i verden har man som svar på netop den udfordring afkortet isolationsperioden for folk, der har været smittet med coronavirus.
13. januar forkortede Storbritannien isolationsperioden fra syv til fem dage, og mandag forkortede Israel perioden fra ti til fem dage. Tirsdag kom Dansk Erhverv med samme opfordring.
- Det er et stort problem, hvis der går uforholdsmæssigt lang tid, før en medarbejder kan vende tilbage sit job. Det er på den baggrund, at vi gerne vil have forkortet isolationstiden, så medarbejderne kan komme hurtigere tilbage på arbejde, lød det fra Brian Mikkelsen til Politiken.
Men det mener Hans Jørn Kolmos ikke, vi uden videre kan gøre. Han mener i stedet, at vi bør fastholde nogle restriktioner.
- Isolation er ikke noget, vi gør for sjov. Det er et vigtigt tiltag i forhold til at bryde smittekæder, og jeg mener, vi skal tænke os rigtig godt om, inden vi slækker på isolationskrav, siger han.
I Danmark er reglerne for isolation således, at du kan bryde isolation efter syv dage, hvis du er symptomfri. Har du haft symptomer, kan du bryde isolation 48 timer efter, dine symptomer er væk, eller efter 10 dage, hvis du føler dig "betydeligt bedre".
Flere sektorer har været ramt
Viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Pernille Knudsen siger til TV 2, at arbejdsgiverne allerede nu står med et problem med sygemeldinger uden fortilfælde.
- Mange arbejdspladser har aldrig set noget lignende, og det kommer oveni en periode med generel manglende arbejdskraft. Det har økonomiske konsekvenser og kan komme til at koste jobs i fremtiden, siger Pernille Knudsen.
DA mener, at en løsning på problemet kan være at se på regler for isolation.
- Vi skal måske snart begynde at kigge på, om vi er for restriktive, når det kommer til, hvem der skal blive hjemme og hvor længe, selvfølgelig på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde, siger Pernille Knudsen.
Der har den seneste tid været flere historier om offentlige arbejdspladser, der har været særdeles hårdt ramt af coronarelaterede hjemsendelser.
Landets daginstitutioner har siden starten af året været meget pressede af massiv smitte blandt personalet. BUPL har ytret ønske om at få suspenderet pasningsgarantien, og kommuner har måttet rette henvendelse til Børne- og Undervisningsministeriet for at få lov til at nedsætte serviceniveauet.
I sidste uge måtte 400 ældre i Odsherred Kommune undvære rengøring på grund af massivt coronafravær i kommunens hjemmepleje.