Forældre trodser anbefalinger - op mod 400.000 vacciner kan blive skrottet
Langt færre børn end forventet er blevet vaccineret mod influenza. Samlet risikerer vi skrotning af vacciner for op mod 58 millioner kroner.
Langt de fleste forældre har ignoreret sundhedsmyndighederne anbefalinger om at vaccinere deres børn mod influenza.
Sundhedsstyrelsen havde som erklæret mål, at 75 procent af børnene i to- til seksårsalderen skulle lade sig vaccinere mod influenza denne sæson. Men det er kun 28 procent af børnene, der har taget imod vaccinen. Det viser fredagens tal fra Statens Serum Institut, skriver Avisen Danmark.
- Det er langt under, hvad vi havde håbet. Også set i lyset af den nuværende pandemi, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Bolette Søborg.
Det er første gang, at vi i Danmark vaccinerer de to- til seksårige mod influenza, og lørdag er sidste mulighed for at lade sit barn vaccinere gratis. Børn er store smittespredere, og derfor vurderede styrelsen sidste år, at man kunne halvere tilfældene af influenza, hvis 300.000 børn mellem to og seks år blev vaccineret.
Flere vacciner er allerede udløbet
Myndighederne frygtede blandt andet, at en influenzaepidemi ville kunne give sundhedsvæsenet alvorlige problemer oveni en coronaepidemi, der allerede betyder udsatte operationer og behandlinger på sygehusene. Selvom influenzaen endnu ikke for alvor har fået fat i år, tager Sundhedsstyrelsen fortsat truslen alvorligt.
For at sikre vacciner nok, har staten indkøbt 600.000 doser af børneinfluenzavaccinen, som gives som en næsespray, og som første gang kræver to doser. Nu står man så tilbage med næsten 400.000 doser børnevacciner, der ikke kan genbruges næste år. Man vil nu undersøge, om vaccinerne kan bruges andet sted, ellers risikerer de at blive skrottet, oplyser SSI.
Det er især de praktiserende læger, der har stået for vaccinationen af børnene. Her er en del af de vacciner, der blev udleveret i oktober allerede udløbet og skrottet hos flere læger. Det er ikke uset, at der er vacciner til over, men der er blevet smidt flere vacciner ud end normalt, fortæller næstformand for De Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Mireille Lacroix til Avisen Danmark
Sundhedsmyndighederne vil ikke oplyse, hvad vaccinerne har kostet. Men på SSI’s hjemmeside fremgår det, at apoteker betaler knap 150 kroner per dosis. Svarer statens pris til det, vil det betyde, at der skal skrottes vacciner for op mod 58 millioner kroner.