GO'

Transplantation med grisehjerte giver håb for søskendepar: - Det er en fantastisk nyhed

Ifølge professor i kardiologi og forskningschef for Hjerteforeningen er der mange fordele ved grisehjertet.

Da nyheden om, at 57-årige David Bennett fra USA havde overlevet tre dage med et transplanteret grisehjerte, tændte det et lille håb hos søskendeparret Charlotte og Allan Brun Nielsen.

- Det er fantastisk nyhed, lyder det fra Allan Brun Nielsen i ’Go’ morgen Danmark’.

I 2018 fik han selv et nyt hjerte, og to år efter fik hans lillesøster nyt hjerte.

Søskendeparret lider begge af hjertesvigt, og ethvert fremskridt inden for området hylder de.

Et transplanteret hjerte holder nemlig i gennemsnit 15,6 år, så hvis der ikke er et menneskehjerte til Allan og Charlotte Brun Nielsen, når deres nuværende hjerter ikke længere virker, er de begge åbne over for at få et grisehjerte.

- Jeg har ikke så mange andre muligheder. Hvis jeg får tilbudt det, så kunne jeg godt, fortæller Charlotte Brun Nielsen.

En svær venteliste

Da Charlotte og Allan Brun Nielsen blev indstillet til at få et nyt hjerte, fik de at vide, at der kunne gå lang tid, før de fik et nyt hjerte.

Begge søskende var dog heldige, og Allan Brun Nielsen ventede to måneder, mens Charlotte Brun Nielsen bare ventede fire uger.

Men ventetiden var svær, lyder det fra begge.

- Tiden op til er virkelig en kamp at komme igennem. Vi ynder at sige, at ”vi lever ikke, vi overlever”. Altså, helt desperat overlever, fortæller Allan Brun Nielsen.

Processen med at blive godkendt til ventelisten var mindst lige så svær og tog lang tid, forklarer de.

Det er måske mit håb for endnu et hjerte

Allan Brun Nielsen, vedligeholdelsesansvarlig

Det kræver nemlig, at man både er syg nok til at få et nyt hjerte, men også at man er stærk nok til at klare operationen.

Og her blev Allan Brun Nielsen i første omgang ikke godkendt til at få et nyt hjerte. Derfor giver mandagens nyhed et lille håb. Han regner nemlig ikke med at blive tilbudt endnu et menneskehjerte.

- Hvis der kom de her hjerter, kan det være, at man slækkede på kravene, og det er måske mit håb for endnu et hjerte, lyder det.

En kæmpestor nyhed

Gunnar Gislason, der professor i kardiologi og forskningschef i Hjerteforeningen, kalder hjertetransplantationen for ”en kæmpestor nyhed for hjertepatienter”.

Det er nu seks dage siden, at amerikanske David Bennett fik implanteret sit nye hjerte, og tirsdag meldte hans søn ud, at David Bennett ikke længere modtager ECMO-behandling, der er en midlertidig behandlingsform, hvor blodet bliver iltet i en maskine uden for kroppen for at aflaste hjertet.

- Jeg så det i går morges, og jeg synes, det er helt vildt, at man allerede er kommet så langt, at man kan bruge et svinehjerte i et menneske, fortæller han.

At transplantere hjerter fra grise til mennesker er noget, som læger og forskere længe har kæmpet med, og det giver helt nye muligheder, forklarer han.

Hjertet er egentlig ikke så specielt

Gunnar Gislason, professor i kardiologi og forskningschef i Hjerteforeningen

Nogle hjertepatienter når nemlig at dø, inden de modtager et nyt hjerte, da der er mangel på organer, men hvis det i fremtiden bliver muligt at bruge svinehjerter, kan det afhjælpe manglen.

Og selvom menneskehjerter nok altid vil være førsteprioriteten til hjertepatienter, er svinehjerter nemme at tilpasse til mennesker, lyder det.

- Hjertet er egentlig ikke så specielt, andet end det er en muskel, der pumper. Anatomisk er hjerterne stort set ens, så det er nemt at få tilpasset ind i et menneske.

Gunnar Gislason følger tæt med i, hvad der sker med David Bennett i USA. Selv tror han, at det i Danmark vil være en mulighed at bruge grisehjerter til mennesker inden for det næste årti.

Glæder sig på fremtidens vegne

Charlotte og Allan Brun Nielsen håber, at udviklingen vil gå hurtigt, men de har ikke forventningerne oppe endnu.

- Jeg har ikke hænderne oppe, men hver gang, der sker noget, er det jo fantastisk, lyder det fra Allan Brun Nielsen.

Søskendeparret tror nemlig ikke, de når at få glæde af fremskridtet, de ville ønske, var kommet noget før.

De kan dog godt glæde sig på fremtidige hjertepatienters vegne.

- Jeg glæder mig på fremtidens vegne, slutter Charlotte Brun Nielsen.

Se indslaget fra 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY