Flere virksomheder ansætter direkte i fængslerne
Virksomheder kigger mod indsatte, når de skal finde den næste medarbejder. Et brandvarmt arbejdsmarked er én af årsagerne.
Kristian Wium sad stadig i Vestre Fængsel, da han var til jobsamtale.
Egentlig ville Henrik Ramlov Hansen, der er servicechef ved elektrikervirksomheden Elcon, ikke ansætte kriminelle, men en god kammerat havde spurgt ham, om Kristian Wium ikke kunne være undtagelsen til den regel.
I dag har Kristian Wium været seks år hos Elcon. Først som voksenlærling og siden som uddannet elektriker, og over den seneste tid er historier som hans blevet mere almindelige på det danske arbejdsmarked.
Mens ledighedsprocenten har nærmet sig et historisk bundniveau, har flere og flere virksomheder nemlig valgt at kigge mod indsatte i de danske fængsler i jagten på deres næste medarbejder.
Rekord få ledige
En af dem, der fra nærmest hold har fulgt denne udvikling, er Ole Hessel.
Han har tidligere haft en lederstilling i politiet, men er i dag direktør for High:five, der hjælper unge på kanten af samfundet ind på arbejdsmarkedet.
- Vi kan ikke lave om på det, de indsatte har gjort. Men vi kan være med til at lave om på deres fremtid. Vi kan være med til at forhindre, at de fortsætter deres kriminalitet efter afsoningen, siger Ole Hessel.
Han fortæller, at High:five årligt matcher 200-250 indsatte i de danske fængsler med virksomheder gennem individuelle screeninger.
Derudover er High:five med til at arrangere en række kurser, som virksomheder afholder i fængslerne, for at give de indsatte kompetencer, der kan hjælpe dem i arbejde uden for murene.
Ifølge Ole Hessel er interessen for at lave sådanne kurser ganske stor i øjeblikket, og det mener han særligt skyldes to ting: Dels at mange virksomheder føler et socialt ansvar, og dels at der i øjeblikket er historisk få ledige på det danske arbejdsmarked.
Ikke desperate, men...
Entreprenørvirksomheden Arkil, der har mere end 1300 ansatte, er en af de virksomheder, der har stablet et kursus på benene.
Torsdag kunne indsatte i Renbæk Fængsel i Sønderjylland således blive oplært i at lægge kantsten og fortov. Senere på året står virksomheden bag et lignende tilbud til de indsatte i Sdr. Omme Fængsel mellem Billund og Skjern, og HR-chef Helle Juhl tror på, at det kan komme Arkil til gavn:
- Vi håber på at få noget arbejdskraft ud af det på et tidspunkt, men det er jo et langt, sejt træk, for afkastet kommer måske ikke lige i morgen. Men vi håber, at vi kan så et frø ved de indsatte, så de tænker på os på et tidspunkt, siger Helle Juhl.
Man kunne måske tænke, at det også var udtryk for, at I var desperate i jagten på medarbejdere?
- Nej, vi er ikke desperate. Men vi skal kigge mange veje i øjeblikket for at finde arbejdskraft, og det her er én af de veje, siger Helle Juhl og kalder det et ”utroligt spændende projekt”.
Også anlægs- og nedrivningsselskabet Tscherning er begyndt at kigge mod fængslerne for at finde de næste kollegaer.
Nedrivningsdirektør Thomas Willumsen fortæller, at to medarbejdere kun mangler den sidste godkendelse, før de kan afholde kurser i fængslerne om, hvordan man skal håndtere det farlige byggemateriale asbest.
- Livet kan give et bump. Vi skeler ikke så meget til, hvad der er foregået. Vi er mere optaget af, hvad der foregår nu, og om de er motiveret for at gøre en forskel, siger Thomas Willumsen.
En sejr
Det er ikke kun for den enkelte virksomhed, at der kan være gode penge i at gøre indsatte til ansatte.
I 2012 viste en beregning fra konsulenthuset Rambøll, at samfundet i gennemsnit kan spare 1,4 millioner kroner per kriminel, der forlader sin løbebane og i stedet kommer i arbejde. I september publicerede Justitsministeriet en rapport, der pegede i samme retning.
Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at to ud af tre personer, der bliver løsladt fra et dansk fængsel, begår ny kriminalitet inden for to år.
For elektriker Kristian Wium har det været afgørende, at han havde et arbejde at se frem til, da han kom ud fra Vestre Fængsel:
- At få et ordentligt netværk, når man har siddet i fængsel, er en sejr. I sidste ende er det jo op til én selv, og det er derfor, jeg ikke har haft noget behov for at vende tilbage til nogen former for kriminalitet, siger Kristian Wium.