Lippert

Claus Hjort kan have brudt sin tavshedspligt - kan ende i fængsel, siger tidligere PET-chef

Venstre-veteranen har afsløret detaljer om et fortroligt overvågningssamarbejde mellem Danmark og USA, hvilket er skadeligt, mener eksperter.

Venstres tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er kommet i søgelyset for en række udtalelser om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Det sker, efter at det mandag kom frem, at den øverste FE-chef, Lars Findsen, sidder varetægtsfængslet for brud på sin tavshedspligt.

Flere juridiske eksperter mener nemlig, at Claus Hjort Frederiksen - i lighed med spionchefen - kan have brudt reglerne om at udtale sig omkring følsomme oplysninger om Danmarks sikkerhed.

En af dem er Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet.

Juraprofessoren vil ikke konkludere noget endeligt, men han mener, at Claus Hjort Frederiksen meget vel kan have overtrådt sin tavshedspligt.

- Det mener jeg helt bestemt godt, at han kan have gjort, siger Sten Bønsing til TV 2.

.

Udgangspunktet er ifølge professoren, at hvis noget har karakter af at være hemmelige oplysninger, så må det ikke komme ud til offentligheden.

Til Information siger professor i strafferet ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller, at "det ser da ud, som om at Claus Hjort Frederiksen videregiver tavshedsbelagte oplysninger".

Nu vil jeg være forsigtig med, hvad jeg siger, og ellers må jeg risikere fængselsstraf

Claus Hjort Frederiksen, tidligere forsvarsminister

Dybt fortroligt overvågningssamarbejde

Sagens kerne er et aflytningssamarbejde mellem efterretningstjenesterne i Danmark og USA, som den tidligere forsvarsminister i flere medier har udtalt sig om eksistensens af.

Claus Hjort Frederiksen har blandt andet forklaret om dette i Berlingske og i programmet 'Lippert' på TV 2 News.

På tv-kanalen gik Claus Hjort Frederiksen 15. december 2021 i detaljer om et dybt fortroligt overvågningssamarbejde mellem Danmark og den amerikanske sikkerhedstjeneste, National Security Agency (NSA).

- Nu vil jeg være forsigtig med, hvad jeg siger, og ellers må jeg risikere fængselsstraf, men jeg har i hvert fald været med til at orientere om, at den aftale fandtes, sagde Claus Hjort Frederiksen.

Venstre-manden bekræftede blandt andet i 'Lippert', at den konkrete aftale mellem blev indgået i slutningen af 90´erne mellem daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og USA’s præsident Bill Clinton.

Den omhandlede blandt andet, hvordan specifikke IP-adresser og telefonnumre kunne overvåges.

TV 2 har torsdag forgæves forsøgt at få en kommentar til sagen fra Claus Hjort Frederiksen, men det har ikke været muligt.

Ekstra Bladet har ligeledes jagtet en udtalelse fra den tidligere forsvarsminister, men her har der heller ikke været meget hjælp at hente.

- Gider du ikke holde din kæft, lød det bramfrit fra Claus Hjort Frederiksen, da Ekstra Bladets journalist onsdag spurgte til sagen.

Hvis det skal lægges til grund, så burde Claus Hjort Frederiksen sidde som cellekammerat til Lars Findsen

Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operative chef PET

Cellekammerat med Findsen

FE-chef Lars Findsen er fængslet på baggrund af mistanke om at have lækket fortrolige oplysninger.

Sagen er kørt bag dobbeltlukkede døre i retten, og derfor er det uvist, hvordan de præcise sigtelser mod Lars Findsen lyder.

I 'Lippert' siger Hans Jørgen Bonnichsen, der er tidligere operative chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), at der kan være tale om flere læk - og at det blandt andet konkret kan dreje sig om NSA-lækagen.

Bonnichsen understreger dog, at der er tale om gisninger.

Den tidligere PET-chef mener, at Claus Hjort Frederiksens udtalelser fra 15. december er problematiske.

Her gjorde Venstre-veteranen det nemlig klart, at der findes en aftale om, at amerikanerne har lov til at trække data ud af danske kabler.

Hvis NSA-lækagen er afgørende for, at Lars Findsen er bag tremmer, så mener Hans Jørgen Bonnichsen, at Claus Hjort Frederiksen skal samme vej som FE-chefen.

- Hvis det skal lægges til grund, så burde Claus Hjort Frederiksen sidde som cellekammerat til Lars Findsen i dag, siger Hans Jørgen Bonnichsen til TV 2.

Han mener, at lækage-sagen har gjort stor skade og påvirket udlandets syn på det danske efterretningsvæsen.

- Udlandet må tro, at der er noget rivravruskende galt i Danmark, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Jeg var ved at tabe både næse og mund på grund af detaljerne og de ting, som Claus Hjort Frederiksen sagde

Jacob Kaarsbo, tidligere analysechef i Forsvarets Efterretningstjeneste

Dybt skadeligt

Den tidligere analysechef i Forsvarets Efterretningstjeneste Jacob Kaarsbo er langt hen ad vejen enig i Hans Jørgens Bonnichsens syn på skadeeffekterne af lækage-sagen.

Han mener også, at de lækkede oplysninger stiller Danmark i et skidt lys i forhold til udlandet.

- Jo flere gange, de lækkede informationer bliver gentaget, desto værre. Der er dybt skadeligt, jo flere der er med til at bekræfte detaljer om samarbejdet mellem USA og Danmark, siger Jacob Kaarsbo til TV 2.

.

Analysechefen var meget overrasket, da den tidligere forsvarsminister midt i december sidste år kom med de opsigtsvækkende udtalelser om overvågningssamarbejdet med USA i 'Lippert' på TV 2 NEWS.

- Jeg var ved at tabe både næse og mund på grund af detaljerne og de ting, som Claus Hjort Frederiksen sagde. Det var som at grine og græde på samme tid, siger Jacob Kaarsbo.

Spionchef nægter sig skyldig

Udtalelsen fra Claus Hjort Frederiksen i 'Lippert' faldt en uge efter, at Politiets Efterretningstjeneste havde udsendt en pressemeddelelse om, at fire personer var blevet anholdt og sigtet for uberettiget at have videregivet højt klassificerede oplysninger.

Siden mandag 10. januar er det kendt, at én af disse personer er FE-chef Lars Findsen.

Han er foreløbigt varetægtsfængslet frem til 4. februar, men nægter sig skyldig i anklagerne.