Coronapasset skal fremover gælde fem måneder

Epidemiudvalget giver grønt lys til at forkorte coronapassets gyldighed, siger sundhedsminister.

Folketingets Epidemiudvalg giver grønt lys til at forkorte coronapassets gyldighed til fem måneder efter andet stik.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV 2 News.

Epidemiudvalget sidder i møde onsdag eftermiddag. Her er coronarestriktioner også på dagsordenen.

De nuværende restriktioner har været gældende siden 19. december.

Forud for mødet i udvalget har Epidemikommissionen, der rådgiver regeringen og Folketinget, anbefalet, at restriktionerne lempes på flere områder.

Der lægges eksempelvis op til, at biografer, koncertsteder, teatre og kulturhuse kan genåbne i et vist omfang. Det vil imidlertid være med krav om coronapas, mundbind og deltagerbegrænsning.

Omvendt er det anbefalingen, at nattelivet fortsat skal være lukket. Og at serveringssteder fortsat skal stoppe for udskænkning af alkohol klokken 22 og lukke klokken 23.

Forbud om salg af alkohol bør forlænges, mener kommissionen

Et generelt forbud om salg af alkohol fra klokken 22 til 5 bør også stadig gælde, hvis det står til kommissionen.

Det er en politisk beslutning, om man vil følge Epidemikommissionens anbefalinger.

Hvis det er mere end fem måneder siden, at man fik sit andet stik med en coronavaccine udløber ens coronapas ikke i aften.

Ændringen vil først træde i kraft søndag den 16. januar, har Sundhedsministeriet tidligere meldt ud.

Mere end en halv million danskere står til at miste deres coronapas.

Bliver du revaccineret lægger Sundhedsministeriet op til, at coronapasset skal være gyldigt igen, umiddelbart efter at man er vaccineret.

I mandags udsendte Sundhedsministeriet en pressemeddelelse, hvor der stod, at der ikke var taget stilling til udløb af coronapas efter tredje stik endnu. Dermed har coronapas efter tredje stik ikke en udløbsdato på nuværende tidspunkt.

Onsdag aften er der indkaldt til pressemøde om restriktioner og coronapas, hvor blandt andet sundhedsministeren og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) deltager.