GO'

Troede hun skulle på date med fotomodel - blev mødt af mand med rollator

Det er ikke unormalt, at vi overdriver vores kvaliteter og nedtoner svaghederne, forklarer datingekspert.

Med nummeret ‘Dancing Queen’ i hovedet og en flaske rødvin under armen gjorde Jane Jakobsen sig klar til date.

Hun glædede sig til at møde manden, hun havde mødt online.

Det skulle være deres første møde, og på de tilsendte billeder lignede han en fotomodel.

Men da Jane Jakobsen trådte ind ad døren, mødte hun ikke den person, hun havde set billeder af.

Det første, hun så, var en rollator, og da hun nåede ind i stuen, sad en fremmed mand med et fysisk handicap i sofaen, lyder det fra den 53-årige forfatter og socialrådgiver i ‘Go’ morgen Danmark’.

- Jeg er overrasket over, hvor uærlige folk er, fortæller hun.

Episoden var ikke et engangstilfælde.

På ét år har Jane Jakobsen været på omkring 20 dates med forskellige mænd, der alle har løjet om enten udseende, alder, vægt eller højde.

Naturligt at overdrive styrker

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der i alt 600.000 brugere af datingapps og hjemmesider.

Tre ud af fem brugere er mænd.

Der er imidlertid ingen tal på, hvor mange der pynter på virkeligheden på deres datingprofiler.

Hvis du har lært at snyde som barn, er det præcis det, du gør

Mikael Hoffmann, parterapeut og datingekspert

Men det er ikke unormalt, at vi mennesker overdriver vores styrker og nedtoner svaghederne, lyder det fra Mikael Hoffmann, der er parterapeut og datingekspert.

- Det er typisk maskulinitet. Det er den maskuline side i både mænd og kvinder, der puster sig op, forklarer han.

Han er derfor ikke overrasket over, hvad Jane Jakobsen har oplevet.

Kvinder er jo fuldstændig, som mændene er. Vi er i samme båd

Jane Jakobsen, forfatter og socialrådgiver

Grunden til, at man ser det ske oftere over datingapps er, at online dating er blevet mere almindeligt, lyder det.

Ifølge Mikael Hoffmann skal forklaringen på løgnene findes i opvæksten.

- Hvis du har lært at snyde som barn, er det præcis det, du gør. Opvæksten betyder utroligt meget. Det er der, vi bliver programmeret, fortæller han.

Hvorfor lyve om sig selv?

For Jane Jakobsen er online dating blevet lidt som at købe katten i sækken.

Og hun har fået nok.

Man må gerne forsøge at gøre sin profil attraktiv, men først og fremmest bør man være ærlig, mener hun.

- Du kan jo ikke snyde dig ud af, hvor høj du er, eller hvor gammel du er, eller hvor meget du vejer. Dit bedrag bliver opdaget, medmindre du har en intention om aldrig at mødes med personen, siger Jane Jakobsen.

Hun tilføjer, at man bliver mere kildekritisk, når man bliver narret gentagende gange, men episoderne skaber også tillidsproblemer.

- Man bliver modløs, fordi man tænker, at man ikke kan blive ved med at køre det her show, fortæller Jane Jakobsen.

Afstemning

Er du blevet narret af en, du har mødt på en datingprofil?

Vi skal stå ved, hvem vi er

Ifølge Mikael Hoffmann er det ikke kun kvinder, der bliver narret på datingsites.

Det sker også for mænd, selvom mænd oftere overdriver deres højde og drøjde, fordi det er indgroet i maskuliniteten, forklarer han.

Jane Jakobsen kan kun tale ud fra egne oplevelser, men hun er enig.

- Kvinder er jo fuldstændig, som mændene er. Vi er i samme båd, forklarer hun og tilføjer, at hun selv har flere mandlige venner, der er blevet snydt af kvinder, de mødte på datingsites.

Det er derfor vigtigt, at vi husker at være ærlige og tør at stå ved, hvem vi er, lyder det.

Jane Jakobsen havde også foretrukket, at manden med rollatoren havde været ærlig fra start. Kemi kan nemlig opstå på mange måder – handicap eller ej, slutter den 53-årige forfatter og socialrådgiver.

Du kan se hele indslaget med Jane Jakobsen i ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2 PLAY.