Coronavirus

Teatre om mulig genåbning: Vi har brug for vished

Siden 19. december har teatrene været nedlukket. Der er behov for klarhed om genåbning, mener teatre.

At regeringen endnu ikke har meldt ud, om teatrene kan genåbne på søndag 16. januar vidner om, at der ikke er forståelse for, hvad det vil sige at drive teater.

Det mener Lotte Undén, som er kommunikationschef på Folketeatret.

- Vi står og er parate til at spille på søndag. Men fordi vi intet ved, kan vi komme i en situation, hvor vi igen skal aflyse forestillinger for en masse gæster med en til to dages varsel.

- Så vi har brug for snart at vide, hvad vi kan og må, siger hun.

Forestillinger måtte rykkes

På grund af høj smitte med coronavirus har teatrene og store dele af det danske kulturliv været lukket ned siden 19. december.

Derfor har man på Folketeatret allerede været nødt til at rykke premieren på forestillingen "Oh Happy Day", og derfor er det vigtigt, at der så hurtigt som muligt bliver meldt ud, om teatrene kan genåbnes, mener Lotte Undén.

- Teatret er ikke som en biograf, så man kan ikke bare komme med en udmelding om, at der genåbnes og så forvente, at teaterforestillingerne bare kan rette ind lynhurtigt, siger hun.

Savner konkret udmelding

Også på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg vil man gerne vide, om det er muligt at åbne 16. januar, da der er premiere på forestillingen "Stolthed og Fordom" 18. januar.

- Vi er enormt fleksible, men jeg synes, at man skal give os den respekt at melde ud, hvad vi har at forholde os til, så vi kan indrette os efter det, siger teaterdirektør og producent på Betty Nansen Eva Præstiin.

Tirsdag eftermiddag siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV 2, at han forventer, at lempe på restriktionerne for kulturlivet. Derfor har han indkaldt Folketingets partier til møde onsdag.

Dog nævner sundhedsministeren ikke, hvilke restriktioner der er tale om.