Dansk Industri glæder sig over mulig udsigt til færre restriktioner
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger forud for møde om restriktioner onsdag, at han forventer at kunne lempe restriktioner på kulturlivet.
Siden 19. december har blandt andet biografer, teatre, spillesteder, kunsthaller og museer måtte holde lukket efter stor samfundssmitte med Omikron-varianten.
Men nu kan kulturlivet muligvis se frem til at åbne dørene snart.
Tirsdag siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at han forventer at kunne lempe på restriktioner på kulturlivet - dog uden at pege på, hvilke dele af kulturlivet der er tale om.
Den udmelding bliver mødt med begejstring fra Emil Fannikke Kiær, der er politisk direktør i Dansk Industri (DI).
- Det er de samme virksomheder og brancher, der bliver ramt igen og igen, så for dem er det særligt glædeligt, men selvfølgelig også for alle de danskere, der igen kan besøge dem, siger han til TV 2 i en skriftlig kommentar.
Møde om restriktioner onsdag
Epidemikommissionen har efter forespørgsel fra sundhedsministeren vurderet de enkelte restriktioner, og om der er grundlag for at lempelse.
Ifølge Heunicke vil der efter planen blive sendt en indstilling fra Kommissionen og uafhængige eksperter rundt til Folketingets partier onsdag morgen, hvorefter de mødes for at drøfte restriktionerne klokken 11.
Restriktionerne står for nuværende til at udløbe på søndag, og selvom det forud for mødet ligner glædelige nyheder for kultur- og forlystelsesbranche, så bliver kulturstederne nu sat på arbejde i forhold til forestillinger, der skal gøres klar til en eventuel genåbning.
- Det er med meget kort varsel for kulturlivet, der har brug for større vished og mulighed for at planlægge, siger Emil Fannikke Kiær.
Ønsker en balanceret måde at holde samfundet åbent
Tirsdag lå antallet af dagligt smittede på 22.396, mens der er 754 indlagte, hvilket er et fald på 23. Trods det høje smittetal er der styr på epidemien, lyder det fra Heunicke. Alligevel skal vi være forsigtige med, hvor meget der bliver åbnet for.
- Man er stadig nervøs for, om man åbner op for superspredningsbegivenheder, hvor vi ved at Omikron er en variant, som smitter særligt meget. Det skal man stadig være opmærksom på, siger Magnus Heunicke til TV 2.
Emil Fannikke Kiær vil heller ikke selv pege på hvilke områder, han mener skal åbnes - blot at de kommende beslutninger har stor indflydelse på kultur- og forlystelsesbranchen og dens underleverandører.
- Vi i dansk erhvervsliv vil blot opfordre til, at man hele tiden ser på proportionerne mellem sygdommens og tiltagenes konsekvenser, så vi finder en afbalanceret måde at holde samfundet kørende, selvom coronaen bliver her i et eller andet omfang, siger han.