Coronavirus

Brostrøm: Stå sammen - også om uenighed

Spørgsmål om vaccination og mundbind kan føre til konflikter, siger styrelse, som opfordrer til sammenhold, siger direktøren.

Stå sammen - også om uenighed. Sådan lyder budskabet fra Sundhedsstyrelsen i en ny kampagne, som sætter fokus på uenigheder mellem mennesker, der opstår som følge af coronaepidemien.

Corona-træthed kalder Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, det, der er kilden til problemerne.

Men ifølge direktøren må trætheden ikke sætte sig og blive til manglende forståelse mellem mennesker.

- Vi håndterer alle vores corona-træthed forskelligt, men vi må ikke lade uenigheder komme imellem os, siger Søren Brostrøm i en pressemeddelelse.

- Der kan være gode grunde til, at nogle er mere forsigtige end andre og for eksempel holder sig lidt længere væk. Det skal vi have respekt for, og vi skal tage lidt ekstra hensyn til ham eller hende, der står foran i køen og ved siden af os i bussen. For det er sådan, vi kommer igennem den her vinter sammen.

Stigende grad af uenighed

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det en stigende grad af uenighed om afstandskrav, mundbind og vaccination i samfundet, som er baggrunden for kampagnen.

I sin pressemeddelelse henviser Sundhedsstyrelsen til Hope-projektet, som har fulgt - og stadig følger - borgernes holdninger og adfærd under coronakrisen.

Her viser undersøgelser blandt andet ifølge styrelsen, at danskernes tålmodighed og rummelighed over for folk med andre holdninger kan være lille.

Søren Brostrøm påpeger, at det er vigtigt at huske på, at vi skal kunne leve med hinanden "både i og efter denne epidemi".

- Det er fint at gøre opmærksom på, hvis man er bekymret for at blive smittet og gerne vil have andre til ikke at komme for tæt på.

- Men vi skal samtidig være opmærksomme på, at vi skal kunne leve med hinanden både i og efter denne epidemi. Derfor skal vi have øje for, at vi holder hinandens liv og trivsel i vores hænder - også i denne epidemi, siger han.