Bramsen om fængslet FE-chef: Vi har en stærk efterretningstjeneste
Det er kommet frem, at det er den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, der er fængslet.
Ganske opsigtsvækkende kom det mandag frem, at det er Lars Findsen, hjemsendt chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der er fængslet i en meget omtalt lækagesag.
Det kom frem ved et retsmøde i Københavns Byret tidligere mandag, hvor navneforbuddet i sagen blev ophævet.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) vil ikke sige noget om sagen. Det gentager hun flere gange efter at være kommet ud fra et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
Men lidt ord falder der alligevel.
- Det er vigtigt for mig at sige, at vi har en vigtig og stærk dansk efterretningstjeneste, der arbejder, og som er helt afgørende for dansk sikkerhed, siger Bramsen.
Forsvarsministeren vil ikke svare på, om sagen kan skade Danmarks samarbejde med eksempelvis efterretningstjenester i udlandet.
- Jeg kommer ikke til at gå ind i spørgsmål, der handler om efterretningstjenesternes arbejde, siger Bramsen.
Anmodede selv om at få sit navn frem
Forbuddet mod at skrive navnet eller andet, der kunne identificere Findsen, blev droppet, da han selv via sine forsvarsadvokater anmodede om det. Anklagemyndigheden havde ingen protester til det.
54-årige Lars Findsen er en af fire nuværende og tidligere medarbejdere i Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der 8. december blev anholdt og sigtet for lækage af højt klassificerede oplysninger.
Tre af dem blev efterfølgende fremstillet i et hemmeligt grundlovsforhør, hvor hverken pressefolk eller andre tilhørere havde adgang.
Det er uvist, hvad de præcis mistænkes for at have lækket og hvornår. Der har dog i den seneste tid været flere sager i medierne om efterretningstjenesternes arbejde.