Samfund

Studie viser, at amerikanere har mindre sex - én ting overrasker dansk overlæge

Særligt faldet i onani blandt unge finder dansk forsker interessant.

Den seksuelle aktivitet i USA er dalende.

Og det gælder al aktivitet, både traditionelt samleje, hånd- og oralsex og samt onani.

Det viser et nyt stort studie, som er beskrevet i mediet Scientific American. Studiet bygger på selvrapporteret data fra 4547 mennesker mellem 14 og 49 år.

Der er sket et generelt fald i de seksuelle aktiviteter på tværs af alle aldersgrupperne i studiet. Andelen af de adspurgte, der for eksempel ikke havde haft samleje det seneste år, er i perioden 2009-2018 vokset fra 24 til 28 procent.

Mest signifikant er dog udviklingen hos de helt unge mennesker.

Antallet af drenge i alderen 14-17, der ikke kunne rapportere nogen seksuel aktivitet hverken alene eller sammen med andre, er i perioden fra 2009-2018 steget fra 28,8 procent til 44,2 procent. Det samme gælder nu for 74 procent af piger i samme alder - en stigning fra 49,5 procent.

Hvad kan det skyldes?

Det er ikke en ubetydelig stigning, som studiet viser. Det mener forskerne fra Indiana University School of Public Health, der står bag.

- Seksualiteten er sådan en vigtig del af livet, og at få en bedre forståelse for disse ændringer, der er fundet sted, har betydning for, hvordan vi forstår ændringer i den menneskelige oplevelse, siger professor Debby Herbenick, der er en af hovedforfatterne.

Selvom studiet ikke samlede data for årsagerne til den faldende seksuelle aktivitet, har forskerne en række bud på, hvad det kan skyldes.

De fremhæver især den tid, særligt unge mennesker bruger på sociale medier og gaming som en årsag til den manglende seksuelle aktivitet.

Faldet i solosex selv hos unge mennesker kommer bag på mig

Astrid Højgaard, ledende overlæge

Andre årsager kan ifølge forskerne være, at der er fundet en normalisering sted af hård sex i det amerikanske samfund, som afskrækker nogle, samt at flere identificerer sig som aseksuelle.

Danmark følger samme tendens

Ifølge Astrid Højgaard, der er ledende overlæge på Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital, er undersøgelsens resultat yderst interessant.

Det giver nemlig ny viden om en tendens, vi længe har kendt til; at der bliver dyrket mindre sex over hele den vestlige verden - også i Danmark. Men én ting overrasker dog Astrid Højgaard.

- At der også er sket et fald i solosex selv hos unge mennesker, kommer bag på mig, for det er ikke noget, vi ved ret meget om. Den type undersøgelser handler normalt om relationen til andre mennesker, men det er jo noget andet, der må være på spil her, siger hun.

Skal Astrid Højgaard pege på en mulig forklaring, peger hun ligesom de amerikanske forskere særligt på gaming som en mulig faktor, da særligt det har en påvirkning af hjernens belønningscentre.

- For de fleste af os gælder det, at vi hurtigt og effektivt kan give os selv en orgasme, og det kan dække vores behov for sex og endda erstatte sex med andre. Men når der sker et fald i solosex, tænker jeg, det må skyldes, at vi finder andre ting end sex, der belønner ligeså meget eller mere, siger Astrid Højgaard.

Hvilken betydning har det?

Ifølge Astrid Højgaard er der også én meget væsentlig faktor, der påvirker, hvorfor vi har mindre sex: stress.

Ifølge hende er særligt den udviskede grænse mellem arbejde og fritid og den konstante følelse af at være "på" de mest almindelige årsager til, at folk har mindre sex.

- Vi ved, at stress rammer vores sexliv rent fysiologisk, da stresshormonerne påvirker vores kønshormoner. De diffuse krav, der stilles til moderne mennesker og et højt niveau af stress og angst er en kæmpe faktor, siger hun.

Helt kynisk kan man jo sige, at der er andre måder at lave babyer på

Astrid Højgaard

Astrid Højgaard understreger, at det ikke nødvendigvis et problem for det enkelte individ at have mindre sex, og der vil altid være individuelle faktorer, der afgør, hvor meget den enkelte har lyst og behov for sex.

Men Astrid Højgaard mener, at det generelle fald i seksuel aktivitet er en ærgerlig tendens, der får alarmklokkerne til at ringe. Og det har intet med artens overlevelse at gøre.

- Jeg er gammel fertilitetslæge, så helt kynisk kan man jo sige, at der er andre måder at lave babyer på. Men seksualitet er for langt de fleste noget helt utroligt givende, som giver dejlige oplevelser med andre mennesker. Det skal vi stadig dyrke, siger hun.

Astrid Højgaard opfordrer den enkelte til at tage et blik på sit eget sexliv og se, om man egentlig er tilfreds. Hun anbefaler, at man har samme tilgang til det som til den øvrige personlige sundhed.

- Ligesom det tager tid og kræfter at lave god og nærende mad, som kroppen har godt af, tager det også tid at pleje sexlivet. Det skal vi allesammen blive bedre til, siger hun.