Samfund

Knap 11.000 danskere kan gå på tidlig pension i år

Der er flere mænd end kvinder, der har fået tildelt retten, og særligt håndværkere og slagteriarbejdere dominerer foreløbig statistikken.

Første januar i år gik de første 3700 danskere på tidlig pension - den såkaldte Arne-pension.

Og i alt har 10.888 danskere fået tildelt retten til at gå på tidlig pension i løbet af 2022.

Det viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.

Det har været muligt for danskere at søge om retten til at forlade arbejdsmarkedet et, to eller tre år før tid, siden ordningen trådte i kraft 1. august 2021.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger i en pressemeddelelse, at retten skaber tryghed for de mennesker, der kan blive presset af den stigende pensionsalder. Den stiger som følge af det såkaldte velfærdsforlig fra 2006, der fastslår, at pensionsalderen skal stige, i takt med at levealderen også gør det.

Ret til tidlig pension

  • Fra 1. august 2021 kunne man søge om ret til tidlig pension. Udbetalingerne sker tidligst 1. januar 2022.
  • Ydelsen er 13.500 kroner før skat. 
  • Man skal minimum have været på arbejdsmarkedet i 42 år, når man fylder 61 år, for at få pensionen. 
  • 44 år på arbejdsmarkedet giver ret til 3 år med tidlig pension, 43 år giver ret til 2 år, og 42 år giver ret til 1 år.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Ministeren siger, at den stigning i pensionsalderen er nødvendig, men at han er stolt over at folk, der har været på arbejdsmarkedet i mange år, kan trække sig tidligere.

- En ting er de tusindvis af borgere, der har valgt at gå fra 1. januar, men en anden ting er den tryghed hos de mange, der har fået tilkendt tidlig pension, men endnu ikke har gjort brug af den, siger Peter Hummelgaard i pressemeddelelsen.

I alt har 34.000 danskere indtil videre ansøgt om retten til tidlig pension, og ud af disse har mere end 12.000 fået ret til 3 års tidligere pension, og 13.000 danskere har fået ret til 1 eller 2 års tidligere pension.

Ifølge Beskæftigelsesministeriets tal er der relativt flest håndværkere og slagteriarbejdere, der har fået retten til tidlig tilbagetrækning. 60 procent af de personer, der har fået retten, er mænd, mens 40 procent er kvinder.

Retten blev vedtaget i efteråret 2020 af et flertal bestående af regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Blive slidt af at sidde stille

Anja Jensen, formand for fagforeningen HK, ser positivt på tallene.

- Det er rigtig godt. Jeg er ked af, at nogen har brug for det, men det er godt, at de får muligheden, siger Anja Jensen.

Ifølge Beskæftigelsesministeriets tal er HK, som fortrinsvis repræsenterer kontorarbejdere, den fagforening, hvorfra andenflest har fået tildelt retten til tidlig pension.

- Man kan også blive slidt ned af at sidde stille eller at foretage gentagne bevægelser. Ikke kun af at bære på noget tungt eller ligge på sine knæ, siger Anja Jensen.

Derfor er hun glad for, at folk tildeles retten på baggrund af antal år, de har været på arbejdsmarkedet, og ikke kun på baggrund af hvor fysisk nedslidende jobs de har haft.

Dårligst tænkelige timing

Det er imidlertid ikke alle, der er tilfredse med, at tusindvis af mennesker nu forsvinder fra arbejdsmarkedet.

Ifølge Dansk Industri forsvinder der nemlig hænder fra arbejdsmarkedet i en tid, hvor der er historisk meget brug for det. Ledigheden i Danmark nåede fredag det laveste niveau i 13 år.

Steen Nielsen, der er arbejdsmarkedspolitisk chef hos Dansk Industri, mener ikke, at timingen kunne være dårligere.

- Ordningen indføres på et tidspunkt, hvor virksomhederne mangler medarbejdere i et omfang, vi ikke har set i mange år i stort set alle brancher og over hele landet. Det vil utvivlsomt koste omsætning og vækst for virksomhederne og dermed for samfundet, siger Steen Nielsen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard anerkender dog ikke, at det faktum, at det går godt med dansk økonomi, kan bruges som argument mod retten til tidlig pension.

- Folk bliver ikke mindre nedslidte af, at vi pludselig har højkonjunktur, siger Peter Hummelgaard.

Derfor afviser han at skære i ydelsessatsen for at gøre ordningen mindre attraktiv for danskerne. Derudover opfordrer han virksomheder til at arbejde aktivt for at holde seniorer på arbejdsmarkedet så længe som muligt.