Coronavirus

Danskere tilbudt fjerde stik

En gruppe på 75 personer med blandt andet alvorlig gigtsygdom har fået et fjerde vaccinestik.

Mens Sundhedsstyrelsen overvejer, om befolkningen skal tilbydes et fjerde vaccinestik, så har 75 personer herhjemme allerede fået det tilbudt.

Det skriver DR.dk.

Der er tale om personer, der lider af alvorlig kronisk sygdom og får et immundæmpende præparat.

- Det er denne særlige gruppe, som vi har vurderet, er mere udsatte for at få en covid-infektion. Men også få et alvorligt forløb af det. Dem har vi udvalgt til at få ikke bare tredje, men også fjerde vaccination, siger overlæge og professor Ellen-Margrethe Hauge, Aarhus Universitetshospital.

Giver mening at forsøge, siger Gigtforening

Det er eksempelvis personer med gigtsygdom, der som led i behandlingen får medicin, der dæmper deres immunforsvar.

Det betyder, at de ikke - eller kun i ringe grad - danner antistoffer mod coronavirus, efter at de er blevet vaccineret.

Om det fjerde stik ændrer på det, er endnu uvist, da man endnu ikke har målt niveauerne af antistoffer hos de personer, der har fået stik nummer fire.

Men det giver mening at gøre forsøget, lyder det fra direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind.

- Jeg synes, det er rigtig godt, at de har fået tilbudt et fjerde stik, fordi de er i behandling med en særlig medicin, der hedder Rituximab, og der virker vaccinerne ikke så godt, siger hun til DR.

Over tre millioner har fået tredje stik

Det tredje vaccinestik tilbydes i øjeblikket personer fra 18 år og opefter. Det kan fås fire en halv måneder efter det andet vaccinestik.

3.119.243 personer herhjemme har fået det tredje stik - det svarer til 53,1 procent af befolkningen.

Sundhedsstyrelsen har tidligere oplyst, at man overvejer, om man også vil tilbyde et fjerde stik, ligesom man gør i eksempelvis Israel.

- Det vil for nogle snart være fire måneder, siden de blev revaccineret, og derfor ser vi på, hvad den nye viden siger om revaccination og virkningen af vaccinerne over tid, oplyste enhedschef Bolette Søborg forleden til Ritzau.