Kronprinsesse Marys 50-års fødselsdagsfest aflyst

I stedet fejrer kronprinsessen den runde dag privat.

Den store gallamiddag i anledning af kronprinsesse Mary 50-års fødselsdag aflyses. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Der var ellers planlagt et stort gallataffel på Rosenborg Slot 4. februar 2022. Men det har den store smittespredning af coronavirus sat en stopper for.

- Aflysningen sker på baggrund af den aktuelle situation med smitte i samfundet og den usikkerhed, der fortsat er om udviklingen af Covid-19, skriver Kongehuset.

Markeringen på Rosenborg Slot skulle have fundet sted aftenen inden selve fødselsdagen 5. februar. På selve dagen vil kronprinsessen 50-års fødselsdag i stedet udelukkende blive markeret privat.

Kun anden gang siden 1788

Både kongefamilien og repræsentanter for det officielle Danmark skulle have deltaget i begivenheden.

Taflet havde på forhånd fået en del opmærksomhed, da der kun ganske sjældent bliver holdt taffel på Rosenborg Slot.

Faktisk stod det til kun at blive anden gang siden 1788, at der skulle holdes taffel på slottet.

Beslutningen om aflysningen har kronprinsessen truffet sammen med dronning Margrethe, lyder det.

Den er taget "i respekt for de mange samarbejdspartnere, der er involveret i en fejring af denne størrelse".

- Et arbejde, der forestod i de kommende uger, og som ville blive særdeles vanskeligt at gennemføre, skriver kongehuset.

En planlagt markering hos Mary Fonden udsættes også til senere på året.

Andre begivenheder også udskudt

Aflysningen er langtfra den eneste i kongehuset i den kommende tid. Også i forbindelse med dronning Margrethes 50-års regentjubilæum er en række begivenheder udskudt til senere på året.

Rosenborg Slot blev bygget af Christian IV i årene 1606 til 1607. Det blev bygget som et såkaldt lysthus. Flere konger har gennem tiden bygget lysthuse. Det er små slotte, som ofte findes i parker eller haveanlæg.

Det seneste taffel var i 2006 i forbindelse med slottets 400 års jubilæum.

Til hverdag er selve slottet museum. Her kan besøgende blandt andet få lov at se kronjuvelerne.