Coronavirus

Knap 26.000 nye smittede med coronavirus - næsthøjeste nogensinde

På landets hospitaler er der torsdag indlagt 756 personer med corona. Det er 28 færre end onsdag.

Det seneste døgn har 25.995 personer fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) torsdag.

Antallet af positive tilfælde er det næsthøjeste under epidemien - kun overgået af onsdag i denne uge, hvor der var 28.283 smittede på et døgn.

Over 2000 har været smittet før

Ud af det seneste døgns 25.995 smittetilfælde er der 2027 personer, som før har været smittet.

De 25.995 smittetilfælde er fundet blandt i alt 223.251 PCR-prøver, der er de prøver, hvor man podes i svælget.

Det vil sige, at 11,64 procent af det seneste døgns foretagne PCR-prøver har vist et positivt svar for coronavirus.

Der er det seneste døgn også foretaget 215.103 kviktest, hvor man podes i næsen.

På grund af for stor usikkerhed i testresultaterne fremgår det ikke af SSI's tal, hvor mange der er testet positiv i en kviktest det seneste døgn.

Færre indlagte

På landets hospitaler er der torsdag indlagt 756 personer med corona. Det er 28 færre end onsdag.

Antallet af indlagte dækker over personer, der både er indlagt med og på grund af coronavirus.

Ud af de 756 personer, der er indlagt, er 82 af dem på intensiv og 47 får hjælp af en respirator.

Yderligere 11 smittede er døde. Det bringer det samlede antal coronarelaterede dødsfald under epidemien op på 3333.