Coronavirus

Skoleledere: Flere elever møder op uden frisk test

Ikke alle elever er mødt frisktestede op, lyder det fra skoleledere, der håber på større tilslutning.

Skoler over hele landet er onsdag genåbnet med en opfordring om, at elever fra 1. klasse og opefter møder med en frisk coronatest.

Det er dog ikke alle elever, der har fulgt opfordringen, lyder det fra flere skoleledere.

- Jeg ville ønske, at alle var mødt op med en frisk test, men det er desværre ikke helt tilfældet. Men det er også forventeligt. Det er nyt for både forældre og børn, siger skoleleder Morten Holck Jørgensen, Strandskolen i Aarhus.

Skolen udleverede mandag cirka 300 selvtestkit - svarende til en tredjedel af skolens elever.

Man kan også blive testet andre steder, men det er alligevel skolelederens fornemmelse, at ikke alle har ladet sig teste før skolestarten.

Skoleleder er 'en lille smule skuffet'

Samme opfattelse har Lars Aaberg, der er leder af Skolen på Strandboulevarden i København.

- Min fornemmelse fra, hvad jeg hører på vandrørene, er, at det ikke er alle, der har ladet sig teste.

- Jeg havde jo håbet, at når vi anbefaler noget som skole, så følger man det. Så jeg er en lille smule skuffet. Men samtidig kan jeg også godt forstå, at der er en metaltræthed over for coronatest, siger Lars Aaberg.

De to skoleledere ser de udleverede selvtest som en vigtig forudsætning for, at skolerne kan holde åbent i en tid med højt smittetryk.

- Jeg har stor tillid til selvtest som et nyt redskab i værktøjskassen, som kan være med til at sikre os en nogenlunde normal hverdag, siger Lars Aaberg.

Opfordring til test to gange om ugen

Opfordringen fra Børne- og Undervisningsministeriet er, at elever fra 1. klasse lader sig teste to gange ugentligt.

Desuden henstiller man til skolerne om, at eleverne så vidt muligt holdes i stamklasser for at minimere mulig smittespredning.

Det er dog ikke altid muligt, lyder det fra de to skoleledere.

- Når det gælder valgfag som tysk og fransk, så har vi hold på tværs af klasserne. Der er vi nødt til at blande eleverne, siger Morten Holck Jørgensen.

- Det betyder ikke, at der sidder 50 elever samlet, men vi er nødt til at blande eleverne i de grupper, der nu er, hvis de eksempelvis har valgt tysk og fransk. Det er det muliges kunst, siger Lars Aaberg.

De to skoleledere siger samstemmende, at de har en "god mavefornemmelse", men samtidig er spændte på, hvordan det bliver at drive skole i en tid med udbredt smitte.

- Med brugen af selvtest, god håndhygiejne, udluftning i klasserne og cirkulæret for sund fornuft så håber jeg på, at vi kan holde skolen åben, siger Morten Holck Jørgensen.