Coronavirus

Professor vil slippe smitten løs blandt de vaccinerede – politiker advarer mod jubeloptimisme

Der er grund til optimisme, men vi står stadig et kritisk sted, lyder det fra Socialdemokratiets sundhedsordfører.

Onsdag klokken 15 mødes Folketingets sundhedsordførere med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at drøfte coronasituationen.

Og stod det til Ole Frilev Olesen, vaccineforsker og professor i molekylærbiologi ved Københavns Universitet, stod der lempelser af coronarestriktionerne på dagsordenen.

Han er manden bag en kronik i Berlingske fra mandag, der har titlen ’Slip Omikron løs’.

Og han er af den opfattelse, at baseret på de data, der er om Omikron-varianten herhjemme og i lande som Storbritannien og Sydafrika, giver det ikke mening at opretholde restriktionerne, som de ser ud i dag.

- I stedet for at male med den brede pensel, som man gør nu, hvor man har generelle restriktioner for befolkningen, burde man spare de mange ressourcer og fokusere på de mere svage grupper – dem som, man ved, er i risikogruppen for at blive hospitalsindlagt, siger Ole Frilev Olesen i Go' morgen Danmark.

Meget lidt farlig sammenlignet med Delta

Ifølge professoren viser de tilgængelige data nemlig, at Omikron-varianten er meget lidt farlig i forhold til eksempelvis Delta-varianten, der var den dominerende variant, indtil Omikron kom til.

- Det er en helt klar fordel, hvis vi kan få Omikron-varianten til at slå den mere farlige Delta-variant af banen. Det ville generelt give et meget mildere sygdomsbillede, siger han.

Statens Serum Instituts faglige direktør, Tyra Grove Krause, sagde mandag, at der kun er halvt så mange, der bliver indlagt med Omikron-varianten sammenlignet med Delta-varianten.

Hun pegede dog også på, at Omikron er så smitsom, at den stadig kan presse det danske sundhedsvæsen.

Ole Frilev Olesen mener ikke, at der er udsigt til, at det danske sundhedsvæsen vil blive alvorligt presset, hvis man åbnede samfundet mere.

- Vi har meget langt op til den grænse, hvor sundhedssystemet bliver presset. Hvis vi kigger overordnet på det antal af respiratorpladser, vi har i Danmark, så er der en ganske stor kapacitet, der er uudnyttet i øjeblikket.

Derfor mener han ikke, at der er nogen grund til at opretholde restriktioner for de personer, der har modtaget tre vaccinestik.

Vil flytte ressourcer til særligt sårbare

Ole Frilev Olesen medgiver, at mere smitte i samfundet vil være forbundet med en endnu større risiko for dem i den sårbare gruppe.

Det drejer sig blandt andet om de ældre, folk med immunsygdomme eller folk, der går gennem et kemoforløb.

Ifølge Ole Frilev Olesen er der tale om en meget velidentificeret gruppe, som man ville kunne monitorere individuelt og hjælpe tidligt i forløbet, hvis de blev smittet.

- Man bruger eksempelvis en masse ressourcer på test – nu skal man også til at teste skolebørn to gange om ugen. Det, mener jeg, er omsonst, siger han.

Professoren mener, at man kunne bruge de ressourcer bedre andre steder – eksempelvis ved at give mere opmærksomhed til personer i den særligt sårbare gruppe.

Sundhedsordfører: Vi skal vente med jubeloptimismen

Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff mener dog, at det er lige optimistisk nok at ophæve restriktioner for de vaccinerede.

- Der er al mulig grund til optimisme, men jeg tror, vi skal vente med jubeloptimisme. Vi er stadig et kritisk sted, siger han.

Han peger på Tyra Grove Krauses udtalelse om, at Omikron kommer til at toppe i januar.

- Det kommer til at blive værre, før det bliver bedre, så vi bliver nødt til at holde på tøjlerne lidt endnu, selvom der er al mulig grund til også at være optimistisk.

Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen har et klart budskab, før han går til møde med sundhedsministeren og sundhedsordførerne fra de øvrige partier onsdag efter SSI’s positive meldinger.

- Skulle vi ikke bruge det som en anledning til at få kigget alle de restriktioner igennem og se på, om det er alle sammen, der giver lige god mening fortsat?, siger han.