Coronavirus

Heunicke vil ændre coronapasset

Lige nu giver to stik et gyldigt coronapas i syv måneder, selv om vaccinernes effekt mod Omikronsmitte til den tid er så godt som forsvundet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) lægger op til, at reglerne for coronapasset bliver strammet, så gyldigheden efter to vaccinestik bliver forkortet med to måneder, mens det forkortes med en måned efter tidligere smitte.

Det oplyser Sundhedsministeriet til TV 2.

Ifølge ministeriet kommer forslaget til ændringen på baggrund af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

- Sundhedsstyrelsen anbefaler, at varigheden af et gyldigt coronapas efter det primære vaccinationsforløb sættes til fem måneder for personer over 18 år, og at varigheden af et gyldigt coronapas efter tidligere smitte ændres, så det er gyldigt fra 11 dage efter positiv PCR-test til fem måneder efter positiv PCR-test, lyder det i et svar fra Sundhedsministeriet.

Coronapas og gyldighed

Som reglerne er nu:

  • Hvis du har haft covid-19: 6 måneder
  • Efter 2. stik: 7 måneder
  • Efter 3. stik: Endnu ikke fastlagt

Som ministeren lægger op til:

  • Hvis du har haft covid-19: 11 dage efter positiv PCR-test til 5 måneder efter positiv PCR-test
  • Efter 2. stik: 5 måneder
  • Efter 3. stik: Endnu ikke fastlagt

Kilde: Sundhedsministeriet

Forslaget ligger nu hos Epidemikommissionen, som skal vurdere det og derefter komme med en indstilling om at ændre reglerne. Derefter skal det vedtages i Folketinget.

Tilpasningen til ny viden

Den nye, kortere gyldighed giver god mening, lyder det fra Camilla Foged, professor i vaccinedesign på Københavns Universitet.

- Vi står i en ny situation med Omikron, som kræver en justering af coronapasset, siger hun.

Det er der to årsager til. Den første er, at vaccinernes beskyttende effekt mod smitte fra især Omikronvarianten aftager over tid.

Selv om to vaccinedoser stadig beskytter mod alvorlig sygdom, så falder effekten mod at smitte andre og selv at blive smittet betragteligt fire-fem måneder efter andet stik - det viser blandt andet studier fra Storbritannien og fra vaccineproducenten Pfizer.

Den anden årsag er, at flere studier viser, at et tredje boosterstik får niveauet af beskyttende antistoffer til at blive højere.

Blandt andet et fra Statens Serum Institut på baggrund af tre millioner danskere, der viser en estimeret beskyttelse mod infektion med Omikronvarianten på 54,6 procent blandt personer ældre end 60 år, som for nyligt blev revaccineret med vaccinen fra Pfizer.

Forskere fra Israel og Storbritannien har fundet frem til lignende resultater, også blandt yngre aldersgrupper.

Tilsammen understreger den nye viden, at Omikron har ændret spillereglerne for pandemien - og dermed også for coronapasset, mener Camilla Foged.

- Hvis coronapasset skal have en effekt, så skal det løbende justeres til det, vi lærer, siger hun.

En anden, mere sikker indikation

Jens Lundgren, der er professor på afdeling for infektionssygdomme på Rigshospitalet, hæfter sig også ved vaccinernes "betragtelige" aftagende effekt mod smitte Omikron-varianten.

- Set i det lys falder relevansen af coronapasset markant. Og når vi kommer et par måneder efter andet og tredje stik, så er der bedre sikkerhed i en nylig test, siger han.

Selv om vaccinerne har en længerevarende effekt mod alvorlige tilfælde af sygdommen, er justeringen af coronapasset ifølge Jens Lundgren "relevant", fordi passet bruges for at mindske smittespredning.

- For en måned siden kendte vi ikke Omikron. Det gør vi nu - i hvert fald delvist. Og vi bør jo hele tiden tilrette tingene, samtidig med, at vi opfører os fornuftigt, så vi kan få lukket samfundet op igen, siger han.

De 4,5 måned, der er tidsrammen for, hvornår man får tilbudt et boosterstik, ser Jens Lundgren som ganske fornuftige.

- Det er der i hvert fald god grund til, at man har sat der. Og jeg vil komme med en klar anbefaling om, at man tager imod tilbuddet, siger han.

Coronapasset har stadig en værdi

Ligesom Camilla Foged og Jens Lundgren anser Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet, stadig coronapasset som et af de værktøjer, der kan holde smittetallene lidt lavere den kommende måneds tid - også selv om Omikron har mudret billedet.

Om ikke andet fordi det digitale pas øger vores bevidsthed om, at virussen stadig er en del af hverdagen.

- Coronapasset skærper bevågenheden, så man groft sagt ikke kan rende rundt med hovedet under armen, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Danmark er allerede et af de lande, hvor flest har takket ja til tredje stik, men ifølge Camilla Foged kan coronapasset også have en værdi på den front.

- Det giver jo også en motivation for at få boosteren, hvis passet udløber. Så selv om det har fået sværere kår med Omikron, har coronapasset stadig en værdi - også i forhold til at undgå for mange supersprederbegivenheder, siger hun.