Her er svarene på 19 konkrete spørgsmål fra danskerne
Flere temaer gik igen, da danskerne tirsdag kunne stille spørgsmål om corona i en 13 timer lang chat på TV2.DK.
Hvad er bivirkningerne ved vaccinestik nummer tre? Og bør man lade sig selvteste, hvis man er 97 år, ikke har symptomer og holder rigeligt med afstand?
Fra klokken 8.00 til 21.00 tirsdag kunne brugere stille spørgsmål om corona på TV2.DK. Der blev indsendt flere end 4500 spørgsmål, som syv skiftende eksperter dagen igennem forsøgte at svare på.
Der blev tid til at svare på i alt 102 spørgsmål. Herunder kan du få et overblik over nogle af de tematikker og spørgsmål, der gik mest igen:
Vacciner
Som jeg har forstået det, er man bedst beskyttet i to måneder efter 2. stik. Kan man få 3. stik, før der er gået de 4,5 måneder for at opretholde bedst mulig beskyttelse?
Nej, det kan man (desværre) ikke. Det er ikke sådan, at vaccineeffekten forsvinder efter to måneder, men den begynder langsomt at falde. Og lige nu vurderes det fornuftigt at vente, til der er gået 4,5 måned efter 2. stik for at booste effekten. Man kan ikke blive vaccineret "før tid".
Hilsen Anne Møller, praktiserende læge.
Jeg blev rigtig dårlig af mit 2. stik Moderna. Skal jeg nu frygte mit 3. stik?
Det er et godt spørgsmål. At du får symptomer efter 2. stik, skyldes dit immunforsvar. Hvordan du vil reagere ved 3. stik er ikke til at forudsige, men jeg vil anbefale 3. stik under alle omstændigheder. Du skal ikke frygte bivirkningerne, men de kan komme.
Mvh. Torben, Formand for Lungeforeningen.
Skal man undlade 3. vaccinestik, hvis man har fået ændret menstruationscyklus og omfang af blødning efter 2. stik? Fra en på 20.
En del piger og kvinder har oplevet, at deres cyklus har været påvirket af vaccinerne. Men det er heldigvis helt normalt og er ofte en forbigående ting, som formodentlig skyldes, at immunforsvaret aktiveres ved vaccinationen. Så det er ikke noget, som vi er bekymrede for på sigt. Vi forventer, at menstruationscyklus vender tilbage til "normalen" efter en periode.
Hilsen Anne Møller, praktiserende læge.
Jeg har fået mit 3. stik, og dagen efter fik jeg konstateret corona. Har mit 3. stik stadig den ønskede effekt?
Ja, det har det. Det, at du blev vaccineret, har formentlig gjort, at dit immunsystem er blevet boostet, og måske har det mildnet dit forløb.
Generelt ved vi, at de, som både har haft infektion og er vaccineret, er dem, som udvikler det højeste niveau af antistoffer, sammenlignet med dem, som enten udelukkende er vaccinerede, men ikke smittet, og dem, som er smittet, men ikke vaccineret.
Hilsen Nina Weis, overlæge og professor.
Nu er vi i gang med 3. stik. Hvad med 4., 5., 6. stik og så videre. Hvor mange stik tror I, vi skal have og hvor ofte?
Jeg tror ikke, det bliver ved i en uendelighed. Vi kan godt kigge ind i et 4. stik, men lige nu bliver behovet vurderet, og det bliver vurderet, om det i så fald skulle være med en opdateret vaccine, der indeholder komponenter fra Delta- og Omikron-varianten. På sigt forventer jeg, det bliver en mildere infektion for de fleste, ligesom influenza, og at vi kun skal vaccinere de udsatte og sårbare i samfundet, inden vi går ind i en vinter. Lidt som vi gør med influenza.
Mvh Jan Pravsgaard, vaccineforsker og professor.
Børnene
Det virker, som om den vigtigste grund til at vaccinere sine børn er, at man mindsker risiko for at smitte andre. Jeg er utryg med at gå på kompromis med deres helbred, da man ikke kender bivirkninger.
Selvom det ikke er mange børn, der bliver alvorligt syge af covid-19, så er bivirkningerne til vaccinen langt mildere end selve sygdommen, så selvom en af årsagerne til at lade sig vaccinere er at beskytte andre, er børnene bedre tjent med også at være vaccinerede.
Hilsen Christian Wamberg, overlæge på Bispebjerg Hospital.
Børnene bliver som bekendt ikke særligt syge af covid-19, og slet ikke Omikron. Hvorfor er anbefalingerne stadig at vaccinere børnene?
Det er rigtigt, at langt de fleste børn ikke bliver alvorligt syge, men nogle få gør, og selvom børnene overvejende ikke selv bliver alvorligt syge, kan de smitte andre, som kan blive det.
Det giver derfor god mening at lade børn vaccinere, så alle, inklusive de selv, kan opretholde en så normal hverdag som muligt.
Hilsen Nina Weis, overlæge på Hvidovre Hospital og professor ved Københavns Universitet.
Hvor godt beskytter 1. vaccine børn? Forudsat at man, som i Norge, nøjes med et stik.
Det ved vi ikke endnu, men hvis man ser på den voksne del af befolkningen, så er det tydeligt, at 2. stik gør en stor forskel. Det er derfor forventningen, at 2. stik også er nødvendigt for at beskytte børnene.
Jan Pravsgaard, vaccineforsker og professor.
Min datter på 16 år har fået 2. stik for 5,5 måned siden. Af forskellige årsager er det praktisk, hvis hun kunne få 3. stik i denne uge. Kan hun det?
Børn under 18 år tilbydes ikke 3. vaccination, så det er ikke muligt at booste hendes vacciner lige nu. Det er ikke godkendt, så det vil jeg bestemt ikke anbefale.
Heldigvis er de unge meget godt beskyttede fortsat – selvfølgelig især mod alvorlig sygdom.
Hilsen Anne Møller, praktiserende læge.
Hvorfor skal 0. klasse ikke testes? I alt, har vi læst, er det 1. til 10. klasse, der skal testes.
Det er et godt spørgsmål. Der er ikke nogen logisk forklaring. Der er ingen grund til at tro, at børn fra 0. klasse reagerer anderledes på infektion med corona end børn i 1. klasse.
Mvh. Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen.
Omikron-varianten
Kan Omikron give smittede de samme senfølger som set ved andre varianter, og er der forskel på senfølger for vaccinerede og ikkevaccinerede?
Vi ved, grundet den korte tid vi har kendt Omikron, endnu ikke, om Omikron giver de samme senfølger som de tidligere varianter, og heller ikke om der forskel i udvikling af senfølger blandt vaccinerede versus ikkevaccinerede.
Hilsen Nina Weis, overlæge på Hvidovre Hospital og professor ved Københavns Universitet.
I december fik jeg konstateret Omikron og har stadig flere eftervirkninger som hukommelsestab, ekstrem træthed, koncentrationsbesvær og stakåndethed. Hvor længe kan det vare?
Det er meget individuelt, hvor længe de varer. Hvis de fortsætter, vil jeg anbefale dig at søge egen læge.
Hilsen Camilla Foged, vaccineforsker og professor.
Er der kommet nye studier om, hvordan Omikron kan påvirke moderkagens funktion hos gravide?
Der er ikke kommet nye studier, men jeg er sikker på, det er nogle af de ting, man overvåger i forbindelse med, at nye varianter opstår. Her vil man sikkert også sammenligne med Delta-varianten.
Mvh Jan Pravsgaard, vaccineforsker og professor.
Vi er 70 år og har begge fået 3. stik sidst i november. Vil det ikke være godt at få Omikron nu fremfor senere, hvor virkningen af 3. vaccine er mindre?
Du har ret i, at sygdommen måske bliver mildere, lige efter du er vaccineret. Men du ved jo ikke, hvor alvorligt det bliver for jer. Jeg tror ikke, alle skal være smittet med Omikron, før dette slutter. Jeg prøver bestemt selv at undgå smitte. Når vi kommer nogle måneder længere frem, ser vi formegentligt ind i et forår med lidt smitte, så hvorfor ikke prøve at undgå smitte nu.
Mvh Jan Pravsgaard, vaccineforsker og professor.
Selvtest
Når man er 97 år og ikke har symptomer, er det så nødvendigt at blive testet? Jeg er ret opmærksom på at holde afstand, vaske hænder og spritte af i mit hjem - næsten som Maude i Matador - når jeg har haft besøg. Har købt en selvtest, men ikke brugt den.
Nej, det er der ikke grund til. Selvtesten kan bruges, hvis man skal til et større arrangement, og man vil sikre sig, at man ikke lige på det tidspunkt smitter "rigtig meget". Hvis du får symptomer eller bliver nær kontakt, så skal du have lavet en pcr-test. Den er mere følsom og giver dermed et mere sikkert svar. Når man nu anbefaler selvtest til børn i eksempelvis skolerne, er det, fordi de har rigtig mange kontakter i løbet af dagen.
Så husk også at lufte ud, når du har haft gæster - det kan jeg ikke huske, om Maude var god til ;-)
Hilsen Anne Møller, praktiserende læge.
Hvis corona bliver ligestillet med influenza, vil man så i fremtiden gå til lægen og blive tjekket for corona? Man bliver jo ikke som sådan tjekket for almindelig influenza.
Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at man vil bruge selvtests, hvis man ønsker at vide, om man har corona. I dag kan man blive testet for influenza, hvis man bliver syg og indlagt. Det vil man også blive, hvis der er corona i samfundet. Det vil være unødvendigt og meget dyrt, hvis man vil teste for corona i fremtiden.
Mvh. Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen.
Arrangementer
Er det forsvarligt at afholde musical på et gymnasium i januar-februar? Skuespillerne, musikerne og danserne kommer fra forskellige gymnasieklasser.
Personligt synes jeg, at det indtil videre er en dårlig idé. De fleste gymnasier har vist også aflyst alle arrangementer. Omikron har langt fra toppet endnu.
Bedste hilsner Thomas Benfield, professor og overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.
Vi er en familie, som var smittet mellem jul og nytår, men er raske og symptomfri igen. Vi vil gerne på skiferie i uge 7, men kan vi det? Hvor lang tid vil vi være positive på en pcr-test?
Det er dejligt, at I er friske igen, men det kan godt blive lidt snevert med hensyn til negative pcr-tests, der kræves af mange rejsedestinationer. Håber for jer, at I alle når at cleare virussen inden jeres ferie.
Hilsen Christian Wamberg, overlæge på Bispebjerg Hospital.
Jeg havde planlagt et bryllup i midten af februar for cirka 200 mennesker. Vil det stadig være forsvarligt at afholde dette arrangement?
Jeg tror ikke på, at det vil være muligt at afholde så stort et bryllup til februar. Det forventes, at pandemien topper i slutningen af januar. Jeg ville personligt flytte festen, til det bliver varmt.
Mvh. Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen