Coronavirus

Kunne ikke svare på pressemøde - her er forklaringen på, at børn i 0. klasse ikke skal testes

Sundhedsstyrelsen oplyser, at de har rådgivet til ikke at inkludere 0. klasse, blandt andet fordi det kan give en belastning af børnenes trivsel.

Når folkeskoleeleverne kommer tilbage til klasseværelserne 5. januar, er det med opfordringen til, at 1. klasse og opefter samt lærere lader sig teste med en kviktest to gange om ugen.

Opfordringen gælder imdlertid ikke eleverne i 0. klasse, og det vækker undren.

Blandt andet hos Danmarks Lærerforening. Formand Gordon Ørskov Madsen siger, at han har svært ved at se meningen med at udelukke 0. klasse fra selvtest.

- Jeg synes slet ikke, at det giver mening, så det bør man da lave om, siger han til Ritzau.

Også formanden for Børnehaveklasseforeningen, der organiserer børnehaveklasseledere, Marianne Giannini, undrer sig:

- Vi synes, det er underligt, at en hel personalegruppe skal gå på arbejde med børn, der ikke skal testes, siger hun til Ritzau.

Kunne ikke svare på pressemøde

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil blev spurgt til det på tirsdagens pressemøde om genåbningen af folkeskolen.

Hun henviste til Sundhedsmyndighederne, der ikke umiddelbart havde en forklaring på det, som du kan se i videoen her:

Hverken ministeren eller sundhedsmyndighederne havde umiddelbart et svar på tirsdagens pressemøde.

Sundhedsstyrelsen: Sværere at teste mindre børn

TV 2 har efterfølgende spurgt Sundhedsstyrelsen om, hvad der ligger til grund for ikke at anbefale børn i 0. klasse at selvteste. De svarer følgende på mail via deres pressetjeneste.

"Sundhedsstyrelsen har udelukkende rådgivet om ikke at tage 0. klasserne med, da det generelt er svært at teste de mindre børn, og at 0. klasserne stadig er så nye i skolen, at ugentlige test blev vurderet til at udgøre en ekstra belastning for deres trivsel og skoleoplevelse.

Det er vigtigt at understrege, at 0. klasser – som alle andre – skal testes og blive hjemme, hvis de er syge eller har symptomer på covid-19."

Flere undrer sig

TV 2 har igennem hele tirsdag en liveblog, hvor man kan stille forskellige eksperter spørgsmål om coronavirus. Og her er spørgsmålet, om hvorfor 0. klasserne ikke skal testes, også dukket op.

En af eksperterne, Torben Mogensen, som er formand for Lungeforeningen og speciallæge i anæstesi og intensiv terapi, undrer sig.

- Det er et godt spørgsmål. Der er ikke nogen logisk forklaring. Der er ingen grund til at tro, at børn fra 0. klasse reagerer anderledes på infektion med corona end børn i 1. klasse, svarede han, da spørgsmålet dukkede op i livebloggen.

Ifølge Danmarks Lærerforening har man modtaget flere henvendelser fra medlemmer vedrørende beslutningen.

- De går på uforståenhed og bekymring over, at det kan medvirke til, at man i børnehaveklasserne ikke holder tilstrækkelig meget øje med smitten, siger Gordon Ørskov Madsen til Ritzau.