Coronavirus

I USA frygter de, at Omikron sender tusindvis af børn på hospitalet – men hvad siger danske læger?

Der er ikke udsigt til, at danske børneafdelinger kommer under voldsomt pres, lyder det blandt andet fra danske læger.

Alarmklokkerne ringer i USA.

Stigende pres på de amerikanske børnehospitaler har skabt bekymring hos flere læger for, at Omikron er farlig for børn og kan sende tusindvis på hospitalet. Det skriver CNN.

Antallet af børn og unge mellem 0 og 17 år, der bliver indlagt med covid-19 i USA, er steget markant i takt med, at Omikron-varianten har gjort sit indtog.

Den første uge i december blev der registreret et dagligt gennemsnit på 192 nyindlagte børn og unge, der var syge med covid-19.

Den sidste uge i december var det tal tredoblet til 574 indlæggelser om dagen. Det viser tal fra det amerikanske Center for Sygdomsforebyggelse (CDC).

Spørgsmålet er nu, om det er noget, vi skal være bekymret for i Danmark.

Ifølge Lars Østergaard, der er professor og ledende overlæge i afdeling for infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital, skal vi nok forvente flere indlagte børn herhjemme.

Men ikke nødvendigvis, fordi varianten er særligt farlig for den gruppe.

- Intet tyder på, at Omikron er mere farlig end andre varianter. Men når mange flere bliver smittet, bliver der også indlagt flere, siger han til TV 2.

Dansk stigning i indlagte børn

Indtil videre har 903 børn og unge mellem 0 og 15 år været indlagt med covid-19 i Danmark.

På det seneste har vi dog set en lille stigning i antallet af indlagte børn og unge. Det siger Klaus Birkelund, der er overlæge i børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital og formand for Dansk Pædiatrisk Selskab.

- Men vi har for lidt data om Omikron til at se, om det er på baggrund af et generelt øget antal smittede eller på grund af Omikron.

I øjeblikket ser landets børneafdelinger, at indlagte børn med andre sygdomme også er smittet med covid-19. Og det spiller nok en rolle, siger Klaus Birkelund.

- Overordnet set må man sige, at vi ikke har data lige nu, der bekræfter de amerikanske tal i Danmark.

Klaus Birkelund bakkes op af Ulrikka Nygaard, der er overlæge og leder af det nationale forskningssamarbejde i covid-19 hos børn.

- Der er ikke noget, vi har set i Danmark indtil videre i forhold til børn smittet med Omikron-varianten, der bekymrer os. Vi har ikke opgjort det systematisk.

Skolestart kan medføre mere smitte

Onsdag begynder landets børn igen i skole, efter de blev hjemsendt 15. december, og det vil være med fysisk undervisning.

Det vil alt andet lige betyde flere coronasyge børn, vurderer Lars Østergaard.

- Børnene har mange kontakter i løbet af dagen, og de går tæt sammen i mange timer. Så er det også vinter, hvor man ikke kommer lige så meget ud eller får luftet meget ud. Der vil nok være en større smittespredning, siger han.

Mandag meldte Statens Serum Institut ud, at Omikron-varianten ser ud til at halvere risikoen for indlæggelse. Men derfor kan antallet af indlagte alligevel godt stige, påpeger Lars Østergaard.

- Selv hvis risikoen for at blive indlagt kun er halvt så stor, kan der godt komme mange flere nye indlagte. Det afhænger nemlig af, hvor mange der samlet set bliver smittet.

Alligevel er der ingen grund til bekymring på landets børneafdelinger over skoleåbningen, mener Klaus Birkelund.

- Tværtimod glæder vi os over, at skolerne åbner igen, fordi det vil forbedre børnenes trivsel.

Frygter sjælden følgesygdom

En af konsekvenserne ved et sygdomsforløb med covid-19 hos børn kan være, at de bliver ramt af en sjælden følgesygdom, der går ind og angriber luftvejene. Den hedder Multisystem Inflammatory Syndrome (MIS-C) og kan i sidste ende være livsfarlig.

Flere amerikanske læger er er bekymret for, at Omikron-varianten øger risikoen for, at børn udvikler MIS-C, skriver CNN.

I USA har man siden pandemiens begyndelse registreret knap 6000 børn med følgesygdommen, mens vi herhjemme kun har set meget få tilfælde, siger Klaus Birkelund.

Alligevel er der en risiko for, at en række vil børn vil få følgesygdommen som følge af Omikron.

- Jeg tænker, at vi vil se flere tilfælde af MIS-C i takt med, at flere børn bliver smittet. Om det er bekymrende er et godt spørgsmål. I USA er nogle børn døde af det, men det er ikke sket herhjemme, siger han.

Men den fortsat sparsomme viden om Omikron gør det praktisk talt umuligt at spå om fremtiden. Det gælder både for sygdommen hos børn og voksne, siger Lars Østergaard. Derfor er det vigtigt at huske, at tingene kan ændre sig hurtigt.

- Det eneste, vi kan sige, er, at flere smittede giver flere indlagte. Men de afledte konsekvenser for sundhedsvæsenet kender vi ikke endnu.