Coronavirus

Nye Borgerlige-politikers opslag deles vidt og bredt – for tidligt at konkludere noget, siger professor

Det er uvist, hvor mange der har været indlagt på en intensivafdeling med Omikron, hvis nogen indtil videre.

- MINDRE END 5 INDLAGTE PÅ INTENSIV GRUNDET OMIKRON! - I derude har ret og krav på at kende til disse tal, som giver et noget andet billede, og jeg undrer mig i mit stille sind, hvorfor de ikke er blevet til Breaking News…!!

Sådan lyder det blandt andet i et Facebook-opslag fra Nye Borgerliges sundhedsordfører, Lars Boje Mathiesen, der er blevet delt mere end 5000 gange. Han mener, at de nuværende indlæggelsestal for Omikron ikke retfærdiggør de nuværende restriktioner, heriblandt lukning af skolerne.

Her refererer han til, at der ifølge Statens Serum Instituts (SSI) Omikron-rapport 29. december var mindre end fem indlagte på en intensivafdeling med Omikron ud af 69 indlagte. Mandag viste tallet 112 indlagte med Omikron og fortsat under fem på intensiv.

For tidligt at konkludere

SSI udmeldte tidligere mandag, at risikoen for at blive indlagt som smittet med Omikron-varianten kun er halvt så stor, som hvis du er smittet med Delta-varianten.

Og selvom det er positive nyheder, er det for tidligt at konkludere noget om alvorligheden på baggrund af de få indlagte på intensivafdelingerne, siger professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet Jens Lundgren til TV 2.

- Jeg mener, man skal passe på med at konkludere på de tal, før der har været fagfolk inde over. Det er deres job at fortolke og fremlægge data først, og så kan politikerne tage stilling. Det må være den rigtige rækkefølge.

Flere forbehold

Der er ifølge Jens Lundgren en række forskellige grunde til, at man endnu ikke kan sige noget om, hvor alvorlig Omikron er for dem, der faktisk bliver indlagt.

Han peger på, at Delta-varianten stadig udgør størstedelen af de nuværende indlagte, mens Omikron i begyndelsen primært har ramt yngre målgrupper, der i forvejen ikke er tilbøjelige til at få alvorlige sygdomsforløb.

- Der vil nok gå en uge til to, før indlæggelserne også er domineret af Omikron ligesom resten af samfundet. Herefter er vi klogere på, hvor alvorlig sygdom de indlagte bliver ramt af, forklarer Jens Lundgren.

På det tidspunkt vil vi formentlig også kunne adskille indlagte mellem de, der er indlagt på grund af covid-19, om sygdommen har forsaget lungebetændelse hos dem, eller om de er indlagt af andre årsager men tilfældigvis er smittet med covid-19. Indtil videre har dette ikke været muligt for SSI, men skulle være på trapperne.

Samlet set er 770 personer i øjeblikket indlagt med covid-19 heraf 73 på intensiv.

- Før vi ved, hvor mange der faktisk er indlagt på grund af Omikron, er det rigtig svært at sige noget om andelen af intensivpatienter.

På et pressemøde torsdag den 30. december oplyste SSI, at omkring 26 procent af de indlagte med covid-19 er indlagt på baggrund af andre årsager.

Løbende opdateringer

Siden Omikron-varianten kom til Danmark, har Statens Serum Institut udgivet statusrapporter om variantens udbredelse. Først på daglig basis og siden tre gange om ugen.

Rapporterne sætter blandt andet fokus på smitte i forskellige aldersgrupper, vaccinationsstatus og antallet af indlagte. Mens antallet af indlagte med Omikron løbende er steget, har der ved alle foreløbige rapporter været mindre end fem intensivpatienter. I rapporten fremgår det, at tal under fem ikke kan oplyses af hensyn til GDPR.

I sidste uge oplyste koncerndirektør i Region Hovedstaden Dorthe Grüger, at man stadig ikke havde set det første tilfælde af Omikron kræve indlæggelse på en intensivafdeling.

Det har mandag ikke været muligt for SSI at oplyse til TV 2, hvor mange tilfælde med Omikron der har krævet indlæggelse på en intensivafdeling.

- Jeg konkluderer ikke noget

Lars Boje Mathiesen mener ikke selv, at han med opslaget konkluderer noget ud fra Omikron-tallene i opslaget, der ifølge ham er skrevet, fordi der har været for meget fokus på smittetallene. Det på trods af overskriften.

- Jeg har en politisk pligt til at sige, at de beslutninger man træffer, med de data man har liggende om Omikron, er forkerte, når det kommer til at få børn i skole, siger han i et uddybende interview til TV 2.

TV 2 har løbende refereret til SSI's statusrapporter om Omikron-varianten og det faktum, at mindre end fem har været indlagt på intensivafdelinger.

- Jeg mener ikke, at jeg konkluderer noget om alvorligheden i Omikron. Men tilfældene viser jo nu, at vi ikke bliver ligeså syge. Og så er det påfaldende, at vi ikke ser flere indlagt på intensiv. Så det er jo en positiv historie, siger Lars Boje Mathiesen, der understreger, at myndighederne skal være klar, såfremt tallene ikke er gode nyheder.

- Hvis man ser noget i tallene, der går i den forkerte retning, så skal man klart reagere.