Coronavirus

Lærer frygter gentagelse af december-kaos ved genåbningen

Ifølge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er der ikke noget, der taler for hårdere restriktioner i skolen.

På onsdag kan børn landet over igen sætte sig på skolebænken, efter at de blev sendt tidligere hjem før jul som følge af smittesituationen med Omikron-varianten.

En af dem, der skal tage imod sine elever igen, er Maria Roneklindt, som er folkeskolelærer på Byskovskolen ved Ringsted.

Hun savner den normale hverdag uden restriktioner og fortæller om kaotiske tilstande i december, da smitten rasede både blandt lærere og elever. Og hun frygter, at det samme vil ske denne gang.

- Vi havde rigtig meget smitte. Vi havde elever, der var hjemsendt og i isolation, lærere, der var syge og smittede, og manglende vikarer. Vi kunne ikke få det til at hænge sammen. Det var meget kaotisk, siger hun til TV 2.

Ifølge Maria Roneklindt var det en god løsning for lærerne, at eleverne blev sendt tidligere hjem inden jul.

- Jeg tror, vi sidder tilbage med følelsen af, at måske var det i virkeligheden bedst at fortsætte nedlukningen lidt endnu. Vi kan ikke rigtig overskue, hvordan det skal kunne fungere med en masse nye restriktioner og sandsynligvis stigende smitte derude.

Vil dele klasser op

Når eleverne vender tilbage i skolerne 5. januar, venter der en anderledes hverdag end den, de er vant til. Det kan man læse på på børne- og undervisningsministeriets hjemmeside.

Alle elever fra og med 1. klasse opfordres til at lade sig teste to gange om ugen. Det samme gælder lærerne. Desuden opfordres forældre til børn på fem år og opefter at lade deres børn vaccinere.

Derudover er en af opfordringerne, at eleverne så vidt muligt holdes adskilt fra øvrige klasser.

Ifølge Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Danmarks Lærerforening, bør man have endnu flere tiltag klar på skolerne, hvis der er stigende smitte.

Han foreslår, at man deler stamklasserne op, så eleverne kun skal møde i skole hver anden dag og modtage fjernundervisning de øvrige dage.

En god idé, hvis man spørger Maria Roneklindt. Hun mener dog, at der er en del praktik, der skal på plads, før det kan komme på tale.

Hun efterspørger blandt andet svar på, hvem der skal stå for tilrettelægning af hjemmeundervisning til de elever, der er hjemme. Og hvem der skal undervise dem.

Minister: Det vigtigste er, at klasserne bliver holdt adskilt

Ifølge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er det op til Styrelsen for Patientsikkerhed at vurdere, hvad der skal gøres i tilfælde af, at der er stor smitte enkelte steder.

Ifølge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er det op til Styrelsen for Patientsikkerhed at vurdere, hvad der skal gøres i tilfælde af, at der er stor smitte enkelte steder.

- I forhold til de overordnede restriktioner, der kommer til at gælde for alle skoler, er det vigtigste, at klasserne bliver holdt adskilt, så vi får brudt smittekæderne, siger hun.

Hun peger på, at der ikke har været afstandskrav i folkeskolen mellem eleverne i samme klasse udover en enkelt gang i den allertidligste nedlukning.

- Det sted, hvor vi står med smitten nu, er der ikke noget, der taler for, at vi skal have hårdere restriktioner, end vi havde tidligere ved de nedlukninger, hvor vi ikke havde vacciner, siger hun.

SSI: Forslag vil ikke bryde smittekæder

Ifølge faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI) Tyra Grove Krause ville forslaget om opdeling af klasser formentlig mindske smitterisikoen noget.

Hun peger dog på, at det ikke ville bryde smittekæderne, hvis børnene stadig kommer i skole hver anden dag,

- Tidligere har vi vurderet, at det så ville være mere hensigtsmæssigt, hvis børnene kom i skole hver anden uge, men det er ikke det, der ligger på bordet nu. Der håber vi, at vi kan holde smitten nede med vaccinationstilbuddet og de to ugentlige test. Der mener vi, at vi måske kan halvere smitten ved, at børnene møder negative i skole.

Hun peger på, at det er vigtigt for børnenes trivsel, at de kommer tilbage i skole.