Coronavirus

Antal indlagte med coronavirus stiger med 62: - I dag gik den så bare ikke længere

På trods af lavere smittetal er positivprocenten på niveau med dagene mellem jul og nytår.

7954 er i det seneste døgn konstateret smittet med coronavirus.

Det fremgår af den seneste opdatering fra Statens Serum Institut (SSI).

Coronatilfældene er det laveste på et døgn siden 13. december. Her blev 7799 personer konstateret coronasmittede.

Tilfældene er dog også fundet på baggrund af 65.325 PCR-test, hvilket er en del lavere end de seneste måneder, hvor der dagligt er kommet svar på mellem 100.000 og 250.000 PCR-test.

Derfor ligger positivprocenten også stadig på 12,18 procent. Det er på niveau med dagene mellem jul og nytår.

15 har mistet livet

Siden lørdag er antallet af indlagte steget med 62 personer til i alt 709. Samtidig er 15 personer, der var smittede med coronavirus, afgået ved døden.

Ifølge Åse Bengaard Andersen, der er ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Rigshospitalet, har der hen over juledagene været støt stigende indlæggelsestal.

Hun forventer, at nogle i løbet af højtiderne har forsøgt at undgå at måtte lade sig indlægge - eksempelvis for at kunne holde nytår hjemme.

- Og så i dag gik den så bare ikke længere, og så må man ind og have hjælp. Det kan være en forklaring, siger overlægen.

Yderligere tre er indlagt på intensiv, og antallet af personer tilkoblet en respirator stiger med én.