Samfund

Øjenlæger vil have forbud mod store raketter og batterier

Reglerne omkring fyrværkeri bør strammes, mener øjenlæger. Især de store raketter bør fjernes, lyder det.

Næsten halvdelen af adspurgte danskere erklærer sig ifølge en rundspørge klar til fyrværkeriforbud for private.

Øjenlægerne mener også, at der er behov for strammere regler.

- Den brede holdning blandt øjenlæger er, at vi gerne vil være alle de her skader foruden, siger Peter Jeppesen, der er formand for Danske Øjenlægers Organisation.

- Én øjenskade er én øjenskade for meget.

Derfor mener øjenlægerne, at reglerne omkring brugen af fyrværkeri skal være "så restriktive som muligt".

I en rundspørge foretaget af Coop Analyse blandt 1010 danskere over 18 år var 45 procent helt eller delvist enige i, at der bør indføres forbud mod privatpersoners affyring af fyrværkeri.

Politisk flertal vil ikke forbyde

Der er ikke politisk opbakning til at forbyde affyring af fyrværkeri hos private fuldstændigt. Hverken S, V, K, DF, RV eller EL mener, at man bør forbyde fyrværkeri fuldstændigt.

Derfor mener Peter Jeppesen, at et forbud mod særligt farlige typer fyrværkeri ville mindske omfanget af skader, uden at der sker et komplet forbud.

- Det, som har givet de mest alvorlige øjenskader, er batterierne og raketterne. Så hvis man skulle udvide et forbud mod ulovligt fyrværkeri, er det dér, man bør sætte ind, siger han.

Sidste år var der 165 personer, der kom til skade med fyrværkeri ifølge Sikkerhedsstyrelsen.

Peter Jeppesen fra Danske Øjenlægers Organisation forstår godt, at det er svært for nogle helt at lægge fyrværkeriet på hylden.

- Det er jo en tradition ligesom så mange andre ting, siger han.

- Men personligt kan jeg godt klare mig uden fyrværkeri.

Hvis man vælger at bruge fyrværkeri, opfordrer Peter Jeppesen til, at man tager de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Det vil sige tilstrækkelig afstand og sikkerhedsbriller, samt at man ikke har fået for meget alkohol indenbords.