Samfund

Historikere: Nytårstale kan ses som svirp til skeptikere

Dronningen takker videnskaben i nytårstale. Det kan tolkes som et indirekte svirp til skeptikere, siger lektorer.

Den danske befolkning skylder en bestemt gruppe i samfundet en særlig tak, nemlig forskerne.

Det sagde dronning Margrethe fredag aften i sin nytårstale, hvor hun kædede udfordringerne med corona og klima sammen gennem en tak til videnskaben.

- Kundskab og indsigt har hjulpet os under coronaen og har vist os, at ny viden fører fremskridt med sig.

- Vi bliver mindet om, at vi skal møde det ukendte med nysgerrighed, videbegær og opfindsomhed – snarere end frygt, lød det.

Et diskret svirp

Dronningens anerkendelse af forskerne kan ses som et diskret svirp til dem, der ikke anerkender corona.

Det vurderer Michael Bregnsbo, som er lektor i historie ved Syddansk Universitet.

- Det kan ses som et meget forsigtigt og indirekte udtryk, men der ligger jo i det, at videnskaben er nået langt i bekæmpelsen af corona, og at dem, der modsætter sig det, tager fejl.

- Så et diskret svirp kan man godt kalde det, vurderer han.

Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, forklarer, at dronningen tidligere har takket sygeplejerskerne og "mandskabet på gulvet". Men denne gang rettede hun fokus på forskerne.

- Vil man være spidsfindig, kan man se et lille hip til vaccineskeptikerne - et lille hip.

- Et forsøg på at gøre opmærksom på, at vi kan og bør stole på videnskaben, også i den her tid, siger han.

Et bundpunkt af ligegyldigheder

Det er dog ikke alle, som er imponeret over dronningens 50. nytårstale.

- Dronningens tale er det absolutte bundpunkt af ligegyldigheder. Ved ikke, hvem der redigerer disse taler i Statsministeriet, men måske man skulle holde nallerne væk, skriver finansmanden og den tidligere folketingskandidat Klaus Riskær Pedersen på Twitter.

- Dronningen er lagt en klimadagsorden i munden, der baserer sig på teknologi og videnskab. Altså 'hockey-staven' og ikke en anerkendelse af, hvad der kræves, uddyber Riskær.

Fra den mere etablerede del af folketingssalen var der opbakning fra SF's Pia Olsen Dyhr, netop fordi klima og forskning var grundpiller i regentens tale.

- Vores kloge dronning husker os på vigtigheden af forskning og en ambitiøs grøn omstilling! Samtidig et vigtig fokus på mennesker med handicap - tak, skriver SF's formand.

Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen fremhævede også samme del af nytårstalen.

- Forskning får fortjent ros og klimahandling kræves for næste generation. Det er svært ikke at holde af dronningen, skriver Radikale Venstres politiske leder.

Jubilæumsnytårstalen blev afholdt i dronningens modtagerum på Amalienborg.

Dronning Margrethe er med sine 50 år på tronen den regent, der har holdt flest nytårstaler for danskerne.