Danske skiturister lader sig ikke skræmme af restriktioner – vil afsted på ski alligevel
Østrig har indført skrappe restriktioner for indrejsende fra Danmark og andre europæiske lande.
Brian Søncksen er en ivrig sportsenturiast, der rejser på skiferie flere gange årligt. Alene inden for den næste måned har han to planlagte rejser i kalenderen.
Men da han i sidste uge skulle afsted med sin 11-årige søn, overvejede han kort rejsen en ekstra gang.
25. december indførte Østrig nemlig skrappe restriktioner for indrejsende fra Danmark og andre europæiske lande. Det betyder, at der nu kræves tre vaccinestik og en frisk PCR-test, ellers skal skituristerne gå i ti dages karantæne.
Brian Søncksen var klar over, at restriktionerne var på vej, så han fulgte nøje de østrigske og tyske medier op til afrejsen, fortæller han.
- Vi tænkte meget over, hvad der skulle til, for at vi kunne komme ind i landet, og om vi danskere nu blev blacklistet, fordi vi har et højt smittetal, fortæller 50-årige Brian Sønicksen.
Han overvejede kortvarigt, om de skulle ombooke rejsen og tage til Italien i stedet. Men da kravene blev officielt meldt ud, var han ikke længere i tvivl.
- Så skulle vi afsted. Vi havde både tredje stik og PCR i orden, så jeg følte, at vi roligt kunne rejse. I sidste ende er besværligheden kun ens mindset, siger han.
Stor efterspørgsel på skirejser
De nye tiltag er Østrigs forsøg på at bremse smitten fra lande, hvor Omikron-varianten er særlig udbredt. Og da Danmark - sammen med Storbritannien, Norge og Holland - er blevet klassificeret som højrisikoland, er der altså særlig varsomhed med at lukke skilystne danskere ind i landet.
Alligevel er Brian Søncksen dog langt fra den eneste dansker, der er draget mod snedækkede bjerge. En lang række danske rejseselskaber, som TV 2 har talt med, melder, trods nye restriktioner, om at de oplever en stor efterspørgsel efter skirejser.
Brian Søncksen befinder sig i skrivende stund i Wagrain i Østrig på en af de to årlige skirejser, der er en fast tradiiton for ham og hans søn. Indtil videre har der ingen problemer været ved at rejse, fortæller han, og han oplever heller ikke, at nogen går op i, at han er rejst dertil fra Danmark.
- Jeg taler både med østrigere, hollændere og tyskere, og ingen spørger til smitten i Danmark. Det eneste, det går ud på hernede, er, at man omgås med en vis form for respekt, og så er man hernede for at stå på ski og have det godt, siger han.
I dagene op til isolerede han og familien sig, fordi de ikke ville risikere, at coronasmitte i sidste øjeblik skulle stå i vejen for deres tur. Den største bekymring var heller ikke situationen i Østrig, men nærmere om de kunne nå at få svar på deres PCR-test i tide, og derfor endte Brian Søncksen med at tage en PCR-test fra en privatudbyder for at være på den sikre side.
Men da de først kom afsted, har ferien på pisterne i alpelandet været næsten, som den plejer, fortæller han.
- Jeg er lige så tryg ved at være hernede, som ved at være i Danmark. Alle viser hensyn og overholder restriktionerne, siger han.
Udover krav om tre vaccinestik og en frisk PCR-test er der på skisportsstedet krav om, at alle er iført handsker og særlige ansigtsmasker, der slutter mere tæt, end almindelige mundbind. Derudover skal restauranter og cafeer lukke senest klokken 23, mens afterski-barer og natklubber er lukket indtil foreløbigt 9. januar.
Nogle kommer ikke afsted
Rejsebureauerne melder dog også om, at de får henvendelser om de nye krav på den populære skisportsdestination. For selvom de alle i TV 2s rundringning svarer, at de oplever en interesse for at komme afsted, har det også ført til annulleringer fra folk, der ikke kunne nå at opfylde de nye krav.
Samme dilemma står Brian Søncksen i, når han snart skal afsted igen med en gruppe venner. Her er der nemlig nogle iblandt, der ikke kan nå at få deres tredje stik.
Brian Søncksen er dog ikke bekymret for ikke at kunne komme hjem til Danmark igen, og skulle der komme ændringer i landet, må de "tage den derfra" eller gå i karantæne, siger han.
Det er dog planen, at sønnen og ham skal afsted igen i uge 10. Og her krydser de fingre for, at de igen kan holde fast i traditionen og komme på ski i Østrig.
Du kan få overblik over de gældende restriktioner på populære skidestinationer her.