Samfund

De mistede deres søn og blev ramt af "langvarig sorg" - fra 2022 ser WHO det som en diagnose

Da deres 15-årige søn døde på en løbetur, udviklede Karen og Jens Andersen en sorg, de ikke selv kunne slippe ud af.

Mennesker reagerer forskelligt på at miste. Mens nogle kommer gennem sorgen selv, udvikler andre en langvarig sorg, der kræver professionel hjælp.

Og derfor vil Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fra 1. januar gøre "forlænget sorglidelse" til en officiel diagnose.

Vi har brug for hjælp, og der er ingen til at gribe os

Karen Andersen, mor til afdød 15-årig

Det er positivt, mener Preben Engelbrekt, som er direktør hos Det Nationale Sorgcenter.

Det vil nemlig ifølge direktøren stille krav til, at sundhedsvæsenet bliver mere opmærksom på at opspore og identificere de mennesker, som skal have hjælp.

- Den (diagnosen, red.) vil kræve, at der kommer flere specialiserede behandlingstilbud til dem, som har brug for det, siger han.

Diagnosen træder i kraft i 2022 i forbindelse med implementeringen af WHO’s ændrede diagnosemanual.

10 procent vil blive ramt

Ifølge Det Nationale Sorgcenter udvikler cirka 20.000 danskere årligt en forlænget sorglidelse.

En gruppe, som vil få brug for specialiseret sorgterapi, vurderer Preben Engelbrekt.

- Specialiseret sorgterapi hjælper med, at man får en naturlig sorgreaktion. Så en forlænget sorglidelse er noget, som man kan blive helbredet for.

Kriterier for diagnose

De diagnostiske kriterier for forlænget sorglidelse er følgende:

  • Man skal have mistet en nærtstående person.
  • Sorgreaktionen skal vare længere end et halvt år.
  • Sorgen skal have givet funktionelle problemer - for eksempel med arbejde eller uddannelse.

Karen og Jens Andersen fra Aakirkeby på Bornholm er blandt dem, som har udviklet langvarig sorg.

For tre og et halvt år siden mistede de deres 15-årige søn, Ejner, efter han fik et hjertestop på en løbetur.

Selv flere år efter sønnens dødsfald føler de sig fastlåste i sorgen. Parret fortæller, at de er trætte og kede af det hele tiden.

Derudover har de svært ved at være omkring mange mennesker og har skåret venner og familiemedlemmer ud af deres liv, som ikke forstår deres sorg.

- Nogle dage ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det har været som om, at jeg har været ved at blive skør i hovedet, siger Karen Andersen.

Både hende og Jens Andersen mener, at det ville have gjort en forskel, hvis de havde fået en diagnose.

Først og fremmest ville det ifølge Karen Andersen have skabt en forståelse hos de venner og familiemedlemmer, som ikke forstår, hvordan man kan være i sorgen så længe.

For det andet tror parret, at systemet kunne have tage bedre hånd om dem med en mere håndgribelig diagnose. Siden sønnens dødsfald har de nemlig begge mistet deres arbejde.

- Vi passer ikke ind i jobcentrenes paragraffer. Det har de selv sagt. Vi har brug for hjælp, og der er ingen til at gribe os, lyder det fra Karen Andersen. Hun er i dag førtidspensionist, mens Jens Andersen er fleksjobber.

Parret har fuld forståelse for, at sorg er den del af livet. Men Jens Andersen kalder det "unaturligt" at miste et barn i så ung en alder.

Kan hjælpe samfundsøkonomien

Lektor i psykologi og leder af Enhed for Sorgforskning på Aarhus Universitet, Maja O’Connor, er fortaler for WHO's kommende diagnose.

Hun beskriver den forlængede sorglidelse som en "fastlåst" version af den naturlige sorg. Det vil sige, at den er mere intens, langvarig og belastende. Derfor kræver den slags sorgproces hjælp fra specialister, lyder det.

Vi har en opfattelse af sorg som noget helt naturligt. Kan det ikke give problemer, at man gør det til en diagnose?

- Når man sætter et mærkat på noget, som grundlæggende er naturligt, så kan man risikere at sygeliggøre naturlige reaktioner. Vi skal derfor passe på med ikke at give en diagnose til dem, som går gennem en sund sorgproces, svarer Maja O'Connor.

Hun pointerer dog to fordele ved at gøre langvarig sorg til en diagnose.

For det første vil det give de efterladte med diagnosen bedre adgang til behandlinger, så de kan komme igennem sorgen. Og for det andet kan det hjælpe samfundsøkonomien, idet de diagnoserede ofte ikke kan trives på arbejdet og derfor bliver afskediget.

Diagnose er unødvendigt

Det er dog ikke alle, som er positivt stemt. Praktiserende læge og bestyrelsesmedlem hos Dansk Selskab for Almen Medicin, Niels Saxtrup, mener, at det er unødvendigt at gøre forlænget sorglidelse til en diagnose.

Ifølge ham er sorg nemlig et livsvilkår.

- Alle mennesker mærker sorg eller andre eksistentielle tilstande, og de skal have al den hjælp, som de behøver, men der skal andre ting til, fortæller han.

- Vi skal øge samarbejdet mellem psykologer, læger, kommuner og så videre, så vi kan sikre, at der bliver taget god hånd om dem, som har brug for ekstra hjælp, uddyber Niels Saxtrup.

Han understreger, at når man laver en diagnose, sætter man en grænse for, hvad der er normalt, og hvad der er sygt. Og selvom man kan blive syg af at miste, er det en normal tilstand.

- Man kan også blive syg af at blive skilt eller afskediget, lyder det fra Niels Saxtrup.

Det er op til de enkelte lande, om de vil implementere diagnosen, og de skal selv udarbejde retningslinjerne.

I 2018 var Niels Saxtrup en del af en arbejdsgruppe af eksperter, som skulle undersøge, hvordan man kunne implementere WHO’s diagnose om forlænget sorglidelse i Danmark.

Men arbejdsgruppen nåede aldrig til enighed, og det resulterede i, at arbejdsgruppen blev opløst.

Det ligger endnu ikke fast, hvordan diagnosen skal implementeres i Danmark.