Samfund

Hvalp efterladt i papkasse med to liter lun mælk – en alarmerende tendens, siger Dyrenes Beskyttelse

En hvalp blev efterladt af sine ejere, fordi de ikke måtte have den med ind i Sverige.

Det ligger de fleste meget fjernt at efterlade en hjælpeløs hundehvalp eller kattekilling i en papkasse udenfor.

Ikke desto mindre er det sket over 600 gange i 2021. Det viser tal fra Dyrenes Beskyttelse. Og det er rekord.

Ifølge familiedyrschef Jens Jokumsen er der tale om "en alarmerende udvikling".

- Det er både skræmmende og tankevækkende, at nogen kan efterlade dyr på den måde til en totalt uvis skæbne. De bliver jo smidt ud som affald, siger han til TV 2.

Langt størstedelen af de dumpede dyr er katte, kaniner og marsvin, men som noget nyt er en del hundehvalpe også blevet dumpet, fortæller Jens Jokumsen.

Hunden ved jo ikke, hvor længe den skal sidde i en mørk kasse

Jens Jokumsen. familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse

Efterladt med to liter lunken mælk

En af de dumpede hunde var en seks uger gammel malteserhvalp ved navn Lilly My.

En kold efterårsdag blev hun efterladt i en papkasse med to liter lune mælk og et skilt, hvorpå der stod: "Hvalpen er født 1. august, og I skal finde en, der gerne vil have den."

Hvalpen blev bragt til Roskilde Dyreinternat, men undersøgelser viste, at hun havde vand i hovedet i en meget alvorlig grad. Derfor måtte hun aflives.

En anden hvalp blev kun ti uger gammel efterladt i en transportkasse på en tankstation i Helsingør.

I kassen lå en seddel med besked om, at ejerne ikke måtte tage hvalpen med ind i Sverige, da den var for lille til at få rabbiesvacination.

Lillith, som hun blev døbt, var heldigvis et fysisk pragteksemplar, og den hvalp endte med at blive adopteret af veterinærsygeplejersken, som tilså hende på Københavns Dyrehospital, fortæller Jens Jokumsen.

I begge tilfælde beskriver Jens Jokumsen ejernes handling som "totalt respektløs".

- At man vælger at dumpe en hvalp, som skal sidde i en lukket kasse, indtil den bliver opdaget, det er modbydeligt. Den ved ikke, hvad der sker, eller hvor længe den skal sidde der. Det er enormt stressfyldt for sådan en lille hvalp, siger Jens Jokumsen.

Flere dyr dumpes

Ved udgangen af november havde Dyrenes Beskyttelse modtaget 596 henvendelser om i alt 1134 dyr. 

Tallet dækker over henvendelser om dyr, som er fundet i papkasser, transportkasser eller lignende og efterfølgende meldt til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.

Antal henvendelser 

2018: 517
2019: 540
2020: 557
2021: 596 (januar – december)

Kilde: Dyrenes Beskyttelse 

Corona spiller en rolle

Ifølge Jens Jokumsen er de nye tal fra Dyrenes Beskyttelse et udtryk for en brug-og-smid-væk-kultur.

Tendensen med dumpede hundehvalpe falder nemlig sammen med, at foreningens ti internater i år har fået mange henvendelser fra hvalpeejere, som alligevel ikke magter at være hundeejere og ønsker hjælp til at finde et nyt hjem til deres hvalp.

- Der er kommet rigtig mange nye hundeejere under corona. Mange er uden tvivl blevet overrasket over, hvor stort et ansvar det er, siger Jens Jokumsen.

Han anerkender, at nogle familier af den ene eller anden grund ikke kan varetage sit kæledyr. Det er en "ærgerlig situation", men løsningen må aldrig være at dumpe kæledyret i en papkasse.

- Hvis dyret er sygt, skal det aflives af en dyrlæge. Hvis det ikke fejler noget, må man aflevere det hos et af vores internater, så tager vi os af det, lyder opfordringen.

I alt har Dyrenes Beskyttelses frem til december fundet nye hjem til 6800 dyr i år.