SSI gør status efter ét år med vaccinerne
Ifølge Tyra Grove Krause fra SSI har de lært af det seneste år, men ville ikke have gjort noget anderledes.
Det var håb på hætteglas, da det første vaccinestik mod covid-19 blev givet for præcis et år siden i dag.
Siden er der blevet givet mere end 11 millioner doser af vaccinen, og 4,5 millioner danskere er færdigvaccinerede med andet stik.
Men hvor stiller det os nu, og hvilken rolle kommer vaccinerne til at spille i fremtiden?
Ifølge Tyra Grove Krause, faglig direktør i Statens Serum Institut, har vi gjort det "helt rigtige", og hun ville "ikke have gjort noget anderledes" i vaccinationsindsatsen.
- Vaccinerne har været et kæmpe vigtigt redskab for os i forhold til at mindske konsekvenserne af den her pandemi, siger hun.
Hun begrunder det med, at selvom smittetallene er tre gange så høje som sidste år, så ser de færre indlagte på hospitalsafdelingerne. Til sammenligning er 77 procent af alle danskere vaccineret, og mere end 42 procent har også fået det tredje boosterstik.
- Og vi kan se, at halvdelen af dem, som ligger på intensiv, er dem, der er uvaccinerede. Så vaccinerne er rigtig effektive til at beskytte mod alvorlige forløb mod covid-19.
Høje smittetal men færre nyindlagte
Men myndighederne har også lært af det første år med vaccinerne, fortæller Tyra Grove Krause.
For et år siden var der stadig nogle ting, de ikke vidste. Det gjaldt blandt andet varigheden af vaccinerne, og hvor mange stik det ville være nødvendigt at give, fortæller hun.
- Der har vi lært, at det ville være nødvendigt at få et ekstra stik, men vaccinerne er stadig virkelig effektive til at forebygge sygdom, påpeger hun.
Samtidig forklarer hun, at vaccinerne har vist sig ikke at være så effektive til at forebygge smittespredning, men at de heller ikke var designet til det. SSI håber, at der på sigt kan blive udviklet vacciner, der også kan gøre, at vi i mindre grad bliver smittede med covid-19.
I Israel er man begyndt at vaccinere befolkningen med et fjerde stik, og Tyra Grove Krause vil da heller udelukke, at det også kan blive tilfældet i Danmark til sårbare eller ældre.
- Så må vi se, for det kan også være, at det, der sker, er, at Omikron kommer til at sprede sig, så rigtig mange af os får noget naturlig immunitet mod corona og ikke behøver det fjerde stik, siger hun.
Tyra Grove Krause kalder det klogt, at Danmark har udvidet målgruppen for vaccinerne på et tidligt tidspunkt. Blandt andet ved at tilbyde vaccinerne til børn.
- De har betydet rigtig meget for smittespredningen, og det har gjort, at vi har kunnet beskytte de ældre og sårbare meget bedre, siger hun.
Der er dog stadig en del børn, der er ikke er blevet vaccinerede mod covid-19.
"En månelanding"
Som en af de første danskere blev 92-årige Carl-Einar Jørgensen vaccineret med coronavaccinen 27. december 2020. Han blev vaccineret på plejecenteret Fælledgården i København, og han udtalte dengang, at første stik var “som en månelanding”.
Da TV 2 genbesøger ham på årsdagen for den første vaccine, fortæller han, at han har været "lykkelig og glad" for at have fået vaccinerne.
- Jeg forventede mig, at jeg fik et stik og derved havde mulighed for at overleve under epidemien, og det, at jeg har fået tredje stik, betyder, at jeg er kommet igennem hele situationen i min høje alder og dermed er overkommet det hele, siger Carl-Einar Jørgensen til TV 2.
For præcis et år siden blev det første stik også givet til sundhedsvæsenets frontpersonale. Her var vaccinen også længe ventet, da personalet på landets sygehuse var særlig udsat for coronasmitte.