Coronavirus

Skal vi også have et fjerde stik? Her er eksperternes bud

Eksperter er enige om, at sårbare og ældre skal forvente at blive vaccineret årligt. For resten af befolkningen afhænger det af Omikron, lyder det.

Længe har vi talt om, at nu var vi “færdigvaccineret”. Men hvornår kan vi med sikkerhed sige det?

Da de første vaccinestik blev givet, åndede mange danskere lettede op. Vaccinen symboliserede håb og blev af mange set som det, der skulle bringe os ud af pandemien.

Et år efter har en stor del af befolkningen fået to vaccinestik, og en del har taget imod boosterstikket. Så skal vi forvente et fjerde eller femte stik? Tre eksperter giver deres bud på, hvad vi ser ind i.

Vaccine til efteråret

Det kan blive aktuelt med et fjerde stik i løbet af efteråret 2022, vurderer Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Aarhus Universitet.

- Mit bud er, at det bliver en årlig tilbagevendende begivenhed for de ældre og sårbare. Når det gælder den øvrige del af befolkningen, så håber jeg, at vi gradvist kan trappe os ud af det over et år eller to, siger han.

Jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi skal have flere stik

Lars Østergaard, ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital

Han understreger, at det er usikkert og afhænger af erfaringerne til den tid, men at han vurderer, at vi indtil efteråret 2022 vil kunne nøjes med det tredje boosterstik.

Allan Randrup Thomsen erkender samtidig, at befolkningen har kunnet få opfattelsen af, at det hele ville se lysere ud, når først vi var blevet vaccineret.

- Overordnet set fik vi som eksperter ikke kommunikeret klart nok ud, at vaccinerne primært var rettet mod at forhindre alvorlig sygdom hos den enkelte, og ikke i så høj grad mod smitte, siger Allan Randrup Thomsen.

- På den måde er vi kommet ud i et dilemma, hvor det ser ud til, at de (vaccinerne red.) bliver oversolgt, men i virkeligheden opfylder de deres mål, som det oprindeligt var, siger han.

Skal vaccineres flere gange

Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, mener umiddelbart, at vaccinerne har haft den effekt, som vi havde forventet – også for et år siden.

- Vaccinerne har ikke været lige så effektive, som hvis der ikke havde været nye varianter. Men vaccinerne er grunden til, at vores sundhedssystem ikke ligger ned, siger han og fortsætter:

- Jeg havde også forestillet mig, at vi nok skulle have et tredje stik på et tidspunkt. Men Omikron-varianten har betydet, at vi har skulle rulle det ud hurtigere, end nogen kunne have forudset.

Til marts vil vi formentlig få nogle nye vacciner, som er rettet mod Omikron, så det kan blive relevant her

Camilla Foged, professor i vaccinedesign på Københavns Universitet

Ifølge Lars Østergaard skal vi nok forvente, at corona er "kommet for at blive", og derfor regner han også med, at befolkningen skal vaccineres flere gange. Præcis hvor mange er ikke let at sige:

- Det er biologi og ikke matematik. Så det er svært at svare på. Men jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi skal have flere stik. For immuniteten kan falde yderligere, og der kan opstå nye varianter, siger han.

Nye vacciner til marts

Også Camilla Foged, professor i vaccinedesign på Københavns Universitet, peger på, at vaccinerne har vist sig effektive til, hvad de skulle – at forebygge et alvorligt sygdomsforløb - og at Danmark, modsat mange andre lande, ikke har haft overdødelighed.

Til gengæld ligger udfordringen i, at de ikke er lige så effektive mod Omikron-varianten, og at immuniteten ikke er så lang.

Camilla Foged, professor i vaccinedesign på Københavns Universitet, peger på, at vaccinerne har vist sig effektive til, hvad de skulle – at forebygge et alvorligt sygdomsforløb - og at Danmark, modsat mange andre lande, ikke har haft overdødelighed.

- Jeg tror måske, at de fleste var forberedt på, at effekterne af denne type vacciner ikke var så lang. Men i starten regnede vi måske med ni måneder eller et år, hvor vi i efteråret nu har set, at effekten falder efter i hvert fald seks måneder, siger hun.

Camilla Foged mener dog, at man, inden man bliver alt for skuffet, skal huske på, at de blev udviklet ekstraordinært hurtigt.

- Ingen af os havde regnet med, at man kunne tage noget i brug allerede der. Det har været ekstremt heldigt, at den teknologi var klar, at vi kunne tage dem i brug, og at de var effektive, siger hun.

Hun vurderer, ligesom de andre eksperter, at det er meget sandsynligt, at nogle grupper - som ældre og sårbare - vil få brug for et fjerde stik inden "alt for længe".

Om andre dele af befolkningen også skal have endnu et stik, afhænger dog af, hvordan Omikron-smitten udvikler sig, og hvor stor en del af befolkningen der bliver smittet, vurderer hun.

Måske bliver vi ikke så syge, men opbygger immunitet, og derfor kan det være, at et fjerde stik alligevel ikke bliver nødvendigt, forklarer hun.

Det vi stadig kigger ind i, er hvor lang tid holder de her vacciner, så vi netop ikke skal vaccineres hver tredje til fjerde måned

Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi på Københavns Universitet

- Men det er realistisk, at nogle i hvert fald skal have et fjerde stik, og til marts vil vi formentlig få nogle nye vacciner, som er rettet mod Omikron, så det kan blive relevant her, siger hun.

Ifølge hende vil mange af os nok også blive smittet på et tidspunkt, men det gælder om, at det sker på en kontrolleret måde, så sygehusvæsenet ikke belastes, siger hun. Hun tror dog ikke, at vi skal forvente at få en vaccine, der giver livslang immunitet.

I stedet forestiller hun sig, at det vil munde ud i, at vi har nogle vacciner, der minder om influenzavaccinerne, men hvor der er brug for en "opdateret version engang imellem".

Skal udvikles bedre vacciner

Netop det peger Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet, på. Han mener, at det er afgørende, at vaccinerne forbedres, så de bevarer effekt over en lang periode.

Netop det peger Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet, på. Han mener, at det er afgørende, at vaccinerne forbedres, så de bevarer effekt over en lang periode.

- Det, vi stadig kigger ind i, er, hvor lang tid holder de her vacciner, så vi netop ikke skal vaccineres hver tredje til fjerde måned, men gerne skulle have ét stik og så er beskyttet i en længere periode, siger han og fremhæver, at det blandt andet bunder i, at vi ikke var forberedt på hverken Delta- eller Omikron-varianten.

Faglig direktør i Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause har heller ikke villet udelukke, at det kan komme på tale, at i hvert fald ældre eller sårbare kan blive tilbudt et fjerde stik.

- Så må vi se, for det kan også være, at det, der sker, er, at Omikron kommer til at sprede sig, så rigtig mange af os får noget naturlig immunitet mod corona og ikke behøver det fjerde stik, siger Tyra Grove Krause til TV 2.

Samtidig siger hun, at de håber, at der kan udvikles vacciner på sigt, som kan gøre, at folk i mindre grad bliver smittet med covid-19.

På nuværende tidspunkt er 77 procent af alle danskere vaccineret, og mere end 42 procent har også fået det tredje boosterstik.