Coronavirus

Heunicke kalder Facebook-grupper for "sabotage" – bestiller vaccinetider, men bliver væk

Ifølge gruppens stifter skal protesten gøre myndighederne opmærksomme på utilfredshed med "tvangsvaccinationer".

En Facebook-gruppe på cirka 1500 medlemmer har søndag aften fået sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til tasterne.

Ifølge ministeren prøver gruppen at sabotere myndighedernes indsats for vaccination mod coronavirus. Det skriver han på Facebook.

I opslaget linker Magnus Heunicke til en artikel fra mediet pov.international, hvor han også selv citeres.

Her beskrives det nemlig, hvordan gruppen af Digital Civil Ulydigheds medlemmer bevidst bestiller tider til vaccinationer og test uden at møde op. Og det er ifølge ministeren ”ren sabotage”.

- Det er en hån imod den danske befolkning og alle vores medarbejdere i sundhedsvæsenet, der knokler hver eneste dag og nat for at få os igennem endnu en bølge i den her sundhedskrise, skriver Magnus Heunicke.

En protest mod ”tvangsvaccinationer”

Over for TV 2 bekræfter stifteren af Digital Civil Ulydighed, Kenneth Højmark Bæk, at gruppens medlemmer blandt andet bevidst bestiller tider til vaccinationer og test uden at møde op.

Det er en protest imod, hvad han kalder ”et gigantisk forsøg” og ”tvangsvaccinationer”.

- Jeg laver det her Digital Civil Ulydighed, fordi jeg har et barn. Hun skal ikke overlades til en fremtid, hvor man skal tvangsvaccineres to gange om året, forklarer Kenneth Højmark Bæk.

Selvom Danmark ikke er et af de lande, der har indført et egentligt krav om vaccinationer, mener han, at danskerne alligevel presses til at smøge ærmerne op.

Blandt andet peger han på, at man lige nu får en bøde for at rejse med InterCity-tog uden et gyldigt coronapas.

- Forhåbentligt får det det udfald, at det får dem til at bremse op og sige okay, der er en del af befolkningen, som er utilfredse, og som vi glemmer bevidst, siger Kenneth Højmark Bæk.

Han anslår, at ”hundredvis” af danskere som en del af operationen bevidst bestiller tider til vaccinationer og coronatest uden at møde op.

Heunicke: Vend ryggen til den form for angreb

Ifølge Magnus Heunicke har der gennem de seneste måneder været taget tilløb til flere lignende protester.

Men ifølge ministeren er der brug for, at danskerne "vender ryggen til den form for angreb på os alle".

- Få menneskers egoisme og sammensværgelsesteorier skal ikke have lov til at ødelægge vores danske indsats, som har bragt os så langt i den her vanskelige tid, skriver han.

Ifølge Kenneth Højmark Bæk er de falske tidsbestillinger dog kun begyndelsen.

Han varsler nemlig, at Digital Civil Ulydighed i den kommende tid vil starte en lignende protest ved at sende store mængder anmodninger om aktindsigter til ministerier.

Det er ifølge Kenneth Højmark Bæk en protest mod offentlighedsloven.

- Det her er et våben. Det er folkets våben. Vi er i konflikt, men jeg er bare ikke til at slås fysisk, og det er en dårlig løsning, for det er altid de forkerte, som kommer til skade, siger han.

Overfor pov.international understreger Magnus Heunicke dog, at han vil bede sine folk undersøge sagen.

- Og jeg er parat til at gribe til nødvendige nødforanstaltninger, så de her grupper ikke lykkes med at rokke ved nogen af vores danske supervåben såsom vaccinationsudrulning og testsystem, understreger ministeren.