Samfund

Her må de ansatte ikke arbejde efter klokken 16: - Det er en stor befrielse

I en virksomhed i Vestjylland må ingen medarbejdere sende mails til hinanden efter arbejdstid.

Ulæste mails i indbakken til sent ud på aftenen og en arbejdsdag, der ikke er slut, før alle dagens opgaver er afsluttet.

Sådan ser arbejdslivet nok ud for mange.

Det skal ikke forstyrre andre, at nogle arbejder sent

Tommy Søndergård, indehaver af Billig-Arbejdstøj.dk

Men ikke i virksomheden Billig-arbejdstøj.dk i Spjald i Vestjylland. Her har de gjort op med overarbejde, mails og sms’er fra chefer eller kolleger efter arbejdstid. Og alle skal holde fri, når de har fri.

- Vores filosofi er, at vi skal arbejde fra 8 til 16, og så holde fri, for så er man frisk til dagen efter. En medarbejder, der arbejder dobbelt så mange timer, når jo ikke det dobbelte, mener Tommy Søndergård, indehaver af Billig-arbejdstøj.dk med 110 ansatte.

Han har i flere år arbejdet for at skabe en kultur, hvor virksomhedens ansatte kobler af fra arbejdet, når de har fri. Sender de mails afsted til kolleger alligevel, tager han en snak med dem:

- Jeg fortæller dem, at jeg gerne vil have, de får lagt det på hylden eller vænner sig af med det. For nogle har jo været i virksomheder, hvor det var normen, fortæller Tommy Søndergård.

Rigtig mange efterspørger en respekt for ens fritid

Morten Ballisager, ekspert i rekruttering og arbejdsliv

En af de første, han i sin tid ansatte, havde været sygemeldt med stress på sin tidligere arbejdsplads. Det fik Tommy Søndergård til at love sig selv, at han ville gøre sit for, at der blev passet godt på hans medarbejdere. Så han indførte retningslinjerne.

Selv sender han heller ikke mails til sine ansatte uden for arbejdstid. Han oplever nemlig, at det er vigtigt, at det er fælles for alle, hvis retningslinjerne skal overholdes.

- Det skal ikke være kutymen, at man skal arbejde sent for at være en god medarbejder, forklarer han.

Fritid er blevet vigtig

Virksomheden i Spjald er en del af en tendens, hvor arbejdspladser tager flere skridt for at øge fokusset på mere trivsel for deres medarbejdere, mener Morten Ballisager, der er ejer og direktør hos Konsulenthuset ballisager og ekspert i rekruttering og arbejdsliv.

- Vi er blevet mere opmærksomme på, at der er nogle elementer i vores arbejdsliv, der kan gøre os syge, og jeg ser, at virksomheder i højere grad prøver at gardere sig mod det, siger Morten Ballisager.

Når jeg tager herfra ved jeg, at jeg ikke skal tænke på arbejde før den næste dag

Jenny Halkjær, lagerchef hos Billig-arbejdstøj

Han oplever, at flere stiller krav til virksomhedernes arbejdsmiljø, og at netop trivsel er blevet et vigtigt konkurrenceparameter for virksomhederne, hvis de vil tiltrække de bedste medarbejdere.

- Rigtig mange efterspørger en respekt for ens fritid, og jeg tror, at man som arbejdsgiver bliver nødt til at flytte sig på det område, for at forblive attraktiv, siger han.

Serie: Balancen mellem arbejde og fritid

Coronanedlukningen har gjort Teams og hjemmearbejde til en del af hverdagen og blotlagt, hvordan vi kan arbejde hvor som helst og når som helst. Men når arbejde og fritid flyder mere sammen, kan det også gøre det sværere at holde fri. For andre giver det mere frihed og fleksibilitet. 

I en artikelserie sætter TV 2 fokus på balancen mellem fritid og arbejdsliv.

 

Og det tyder på, at der er flere danskere derude, som kunne ønske sig et arbejdsliv, der mere ligner det, de ansatte har hos Billig-arbejdstøj.

I en Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken svarer 49 procent af de adspurgte danskere, at der bør stilles krav til virksomheder om at begrænse antallet af mails efter arbejdstid.

Noget som Jenny Halkjær, der er lagerchef i virksomheden, kun kan bakke op om. Også selvom det i begyndelsen krævede lidt tilvænning.

- Jeg har flere gange skullet stoppe mig selv og minde mig selv om, at jeg ikke skulle svare nu, men at det kunne vente til i morgen, fortæller Jenny Halkjær, der en enkelt gang eller to har oplevet at få at vide, at hun ikke skulle havde sendt en mail afsted om aftenen.

På hendes tidligere arbejdsplads var det nemlig mere reglen end undtagelsen, at der blev sendt og svaret på mails efter klokken 16.

Der er ingen, som taber muligheden for at arbejde, men du skåner dem, der har brug for at trække stikket

Morten Ballisager, ekspert i rekruttering og arbejdsliv

I dag oplever hun, at hun har mere tid og overskud til andre ting i fritiden.

- Når jeg tager herfra, ved jeg, at jeg ikke skal tænke på arbejde før den næste dag. Det er en stor befrielse, at man bare kan være sig selv og nyde sin egen lille familie og privatliv, fortæller hun.

Kan ikke ses på bundlinjen

Morten Ballisager mener, at indretningen med nul mails efter eksempelvis klokken 16, vil være en god løsning for mange virksomheder.

Her står det nemlig stadig folk frit for at arbejde sent om aftenen, hvis bare de sætter forsinkelse på deres mails, så de først lander i indbakken næste morgen, pointerer han.

- Der er ingen, som taber muligheden for at arbejde, men du skåner dem, der har brug for at trække stikket, siger Morten Ballisager og tilføjer, at det er et af de værktøjer, han selv vil anbefale eller overveje at tage i brug.

Hos virksomheden i Spjald er Tommy Søndergård heller ikke i tvivl. Han er overbevist om, at deres særlige retningslinjer skaber mere trivsel for hans medarbejdere.

Og han er heller ikke bekymret for, at den manglende fleksibilitet kan ses på virksomhedens, der omsætter for 200 millioner kroner årligt, bundlinje. Han mener, at retningslinjerne gør de ansatte mere produktive i de timer, de er på jobbet.

Tommy Søndergård håber, at virksomheden kan sætte et eksempel, som andre arbejdspladser vil lade sig inspirere af.

- Jeg tror, at det er sundt at begynde at rykke på den kultur, vi har, hvor folk arbejder for meget og bliver stressede af det. Det vigtigste er, at folk er glade for at gå på arbejde, for det får man også bedre ansatte af, mener han.

Er det ikke okay, hvis en person godt kan lide at have et flydende arbejdsliv?

- Jo, og der er da også nogle, der bruger interessetimer om aftenen. Men det skal ikke forstyrre andre, at nogle arbejder sent. Jeg har også medarbejdere, der siger, at de har været vant til, at deres chef skrev om aftenen, men nu oplever, at det har givet dem en anden ro.

Men kan folk ikke godt selv håndtere, hvornår de vil arbejde?

- Det kan de, og det er heller ikke sådan, at jeg siger til dem, at de ikke må arbejde, men hvis jeg opdager det, siger jeg, at det er vigtigt, de ikke trækker kollegerne med, siger Tommy Søndergård og fortsætter:

- Vi har ikke ret mange, hvor deres arbejde er hele deres liv, for de kunne ikke fungere hos os. Her har vi ingen, som arbejder 80 timer i ugen.