Coronavirus

Tusindvis af fly aflyst

Flyafgange bliver aflyst på stribe, og det skyldes både coronapandemien og influenzasæsonen, fortæller flyselskaber.

Julefreden blev afbrudt for flere flypassagerer verden over efter 4500 aflyste flyafgange 24. og 25.december

Og det skyldes i høj grad smitte med covid-19 eller influenza hos flypersonale samt isolationskrav, oplyser flere flyselskaber.

- Det er en kombination af mange faktorer i forbindelse med corona og influenza, som nu rammer samfundet på en sådan måde, at vi nu har et betydeligt større sygefravær, end vi normalt ser, siger Alexandra Lindgren Kaoukji, pressechef hos SAS Danmark.

Peger fingeren mod Omikron

SAS er en af dem, som har aflyst adskillige afgange de seneste dage.

Det samme har også udenlandske flyselskaber såsom Delta Air Lines, China Eastern og Air India. Tilsammen har de aflyst 784 flyafgange.

Også det amerikanske flyselskab United har annulleret 177 afgange og peger fingeren mod Omikron-varianten, som i løbet af december har raseret verden over.

- Den landsdækkende stigning i Omikron-tilfælde har haft en direkte indflydelse på vores flypersonale. Som følge heraf har vi desværre måttet aflyse nogle flyvninger og underrettet kunder, før de ankommer til lufthavnen, oplyser United ifølge The Guardian.

Pandemien rammer flytrafikken

Siden pandemiens start har man bemærket en forandring i flytrafikken.

Ifølge Alexandra Lindgren Kaoukji spiller restriktionerne en afgørende rolle i efterspørgslen.

- Vi ser helt klart nu, at der på de destinationer, hvor der indføres nye restriktioner, ses en mindre interesse i flyrejser.

Derudover har pandemien også påvirket rejsemønstret.

- Man er begyndt at booke meget tættere på afgangene, siger SAS Danmarks pressechef.

- Dem, som overvejer at booke en billet, venter og ser, hvad der kommer til at ske i forhold til restriktioner.