Coronavirus

Smitte blandt 6-11-årige når ny rekord

Incidensen for børn mellem 6 og 11 år er langt højere end andre grupper, men tilvæksten er nu mindre kraftig.

Coronasmitten er stadig "klart højest" blandt de 6-11-årige børn.

Det er "langt højere end for de øvrige aldersgrupper og langt den højeste incidens på noget tidspunkt i pandemien", skriver Statens Serum Institut (SSI) i en ny rapport fra torsdag.

Incidens beskriver antallet af nye tilfælde af en sygdom opgjort per indbyggertal i løbet af en bestemt periode.

Incidensen for de 6-11-årige børn helt oppe på 2679 tilfælde per 100.000 i uge 50, som sluttede søndag 19. december. Ugen før, i uge 49, lå den på 2576 tilfælde per 100.000.

I begyndelsen af november lå incidensen for børnene på omkring 450 smittetilfælde per 100.000.

SSI skriver i torsdagens rapport, at tilvæksten var mindre kraftig i uge 49 end i de foregående uger.

- Det ser ud til, at væksten blandt de 6-11-årige er ved at flade ud, siger SSI-afdelingschef Rebecca Legarth i en pressemeddelelse.

- Til gengæld oplever vi en stor stigning blandt de 20-24-årige og de 16-19-årige med henholdsvis 1916 og 1873 tilfælde per 100.000, lyder det.

Elever hjemsendt

I begyndelsen af december besluttede Folketingets Epidemiudvalg - på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen - at hjemsende elever i folkeskoler samt fri- og privatskoler.

Eleverne blev sendt hjem fra og med 15. december. Indtil videre er planen, at de kan vende tilbage 5. januar. Den plan regner myndighederne fortsat med, holder trods høje smittetal.

Hos børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er håbet, at hjemsendelsen kan bidrage til at bremse smitten blandt børnene.

Knap 40 procent i vaccineforløb

I forsøget på at holde smittetrykket nede er der blevet indført mulighed for, at nogle skoleelever og ansatte på skolerne kan coronateste sig selv derhjemme i juleferien.

Ifølge ministeren er initiativet rettet mod dem, der enten ikke er vaccineret eller ikke tidligere har været smittet.

Overvågningsdata fra SSI viser, at 162.323 i aldersgruppen 5-11 år er i gang med at blive vaccineret mod coronavirus. Det svarer til 37,7 procent.

I alt 4015 i gruppen - svarende til 0,9 procent - er færdigvaccinerede. De 5-11-årige har kunnet blive vaccineret siden slutningen af november.