Biograf-formand i chok efter ny nedlukning: Katastrofe
Brancheorganisation frygter, at nedlukningen henover julen kan få uoverskuelige konsekvenser for de danske biografer.
Den søde juletid har traditionelt set været lig med biograftid for mange danskere, der bruger helligdagene med familien i biografsalens mørke.
Men 19. december måtte danske biografer igen lukke ned, og det er ifølge formand for Danske Biografer, Lars Werge, en "katastrofe".
Den nuværende nedlukning løber frem til 16. januar 2022.
- Vi er stadig lidt i chok og betegner det her som en katastrofe, som vi endnu ikke har et overblik over konsekvenserne af, siger Lars Werge til TV 2.
Julen 2021 var en biografsæson med flere store film på plakaten, blandt andet de store internationale film 'Spider-Man: No Way Home' og 'The Matrix Resurrections', samt de danske film 'Hvidstengruppen II: De efterladte' og 'Krummerne - Det er svært at være 11 år'.
Truslen fra streaming
Men med en nedlukning, der foreløbig løber fire uge frem, ryger disse film tilbage på hylden. Og konsekvenserne deraf er svære at overskue, mener Lars Werge.
Streamingplatformene er en reel trussel mod biograferne i dette scenarie, fortæller han.
- Distributørerne har jo mulighed for at gøre film tilgængelige på streaming, og hvis det sker, har det jo en naturlig konsekvens, siger Lars Werge.
Han bakkes op at Frederik Juul, der er distributionschef i SF Studios i Danmark. Ifølge ham kommer nedlukningen til at gøre ondt på distributørerne.
Hans estimat er, at de danske biografer hen over julen går glip af 300.000 solgte billetter til 'Spider-Man: No Way Home', 150.000 til 'The Matrix Resurrections' og op mod 70.000 til en dansk film som 'Familien Jul og nissehotellet'.
For 'The Matrix Resurrections' gælder det, at den får premiere i drive-in-biografer 22. december som det eneste, og at den efter den nuværende aftale vil være at finde på streamingtjenesten HBO Max 45 dage efter premieredatoen.
For 'Spider-Man: No Way Home' gælder det for nuværende, at den vil få repremiere, når biograferne åbner igen.
Ny filmkalender - med flaskehalsproblem
Ifølge Frederik Juul står distributører og biografer over for et stort planlægningsarbejde, hvis biograferne åbner som planlagt 17. januar.
- Vi står over for at skulle lægge et puslespil, hvor alle brikkerne lige nu er kastet op i luften, siger Frederik Juul, der forudser et flaskehalsproblem, når biograferne åbner igen.
For ikke nok med, at julens film ligger klar på hylden. Der ligger også de film, der lå klar i filmkalenderen til endnu en højtid for de danske biografer - vinterferien.
De internationale storfilm 'Morbius' med Jared Leto og 'Uncharted' med Tom Holland er sat til at få premiere umiddelbart efter.
Og ifølge Lars Werge er det et problem for biograferne, når der er for mange film på programmet. Da biograferne åbnede sidste forår efter vinterens nedlukning, havde man ifølge Lars Werge 12 premierefilm oven i hinanden.
- Det er en stor udfordring, når der pludselig ligger mange film oveni hinanden, for så drukner den enkelte film, siger han.