Coronavirus

Ingen grund til at udsatte isolerer sig til jul, siger Lungeforeningens formand

Vaccinens beskyttelse gør, at man ikke behøver at gå i isolation som person i risikogruppen. Også selvom smitten er høj.

Danskerne skal igen holde jul i skyggen af coronavirus. Det kan give anledning til, at personer i risikogruppen føler sig nødsaget til at fejre jul alene.

Men det er ikke nødvendigt, siger Lungeforeningens formand, Torben Mogensen.

- Folk skal ikke være så bange for at blive smittet, at de lader sig isolere. Det er der ikke noget, der tyder på, at der er behov for heller ikke hvis man er lungesyg.

Det er vores tur til at holde jul i år, og det vil vi holde fast på

Finn Wulff, lungesyg 75-årig fra Nykøbing Sjælland

Der mangler data

Lungeforeningen opfordrer dog til, at man for en sikkerheds skyld tager nogle forholdsregler juleaften.

Først og fremmest er det en god idé at blive testet, før man møder op især hvis man skal være sammen med mange mennesker.

Derudover skal man sikre god ventilation, da luftskifte mindsker risikoen for smittespredning.

- Det er bedre at være på den sikre side, fortæller Torben Mogensen.

Han tilføjer, at langt de fleste lungesyge er vaccineret med tredje stik, og at der endnu ikke ligger data for, hvor farlig Omikron-varianten er for lungesyge mennesker, som er vaccineret.

Holder jul med familien trods sygdom

En af dem, som følger Lungeforeningens opfordringer, er 75-årige Finn Wulff fra Nykøbing Sjælland.

Han er diagnosticeret med meget svær KOL, men har alligevel planer om at fejre jul med ni af sine familiemedlemmer.

- Det er vores tur til at holde jul i år, og det vil vi holde fast på. Det bliver en rigtig familiejul med børn og børnebørn, siger han til TV 2.

Af sikkerhedsmæssige årsager har Finn Wulff dog bedt sine familiemedlemmer om at fremvise et friskt testsvar, før han vil lade dem træde ind ad døren.

Samtidig vil han sørge for, at der er god ventilation i boligen samt rig mulighed for at spritte af.

- Jeg er ikke mere bekymret for at fejre jul med min familie, end jeg er for at være andre steder som eksempelvis supermarkedet, lyder det fra Finn Wulff, som har fået sit tredje stik.

To af hans børnebørn er til gengæld ikke vaccineret. Men heller ikke det bekymrer ham, da deres forældre sørger for, at de ofte bliver testet.

Situationen er anderledes i år

Også sidste år buldrede smitten derudad i julesæsonen, og det resulterede i, at Sundhedsstyrelsen kom med en række gode råd.

Heriblandt at man holdt to meters afstand til personer i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19.

På daværende tidspunkt var der ikke mulighed for at blive vaccineret mod covid-19, som der er i dag, og derfor er bekymringen for personer i øget risiko i dag mindsket hos Lungeforeningen.

Sundhedsstyrelsen har da heller ikke udsendt retningslinjer og konkrete anbefalinger til julen i år.

I stedet opfordrer de til, at man tager imod vaccinen snarest.

Det er især vigtigt, når yngre og ældre familiemedlemmer mødes i juledagene, sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde.

Direktøren anbefaler også, at man fortsat følger de seks generelle råd om smitte­forebyggelse.

76,9 procent af befolkningen er fuldt vaccineret, mens 33,5 procent er revaccineret.