I USA stiger antallet af influenza-tilfælde – og varianten indgår ikke i dette års danske vaccine
Influenzavirus kan mutere til en variant, der ikke er i vaccinen. Det er sket før. Eksperter opfordrer stadig til vaccination.
I Danmark venter vi stadig på, om smitten med den almindelige influenza i år bliver så hård, som eksperter og sundhedsmyndighederne frygter.
Men andre steder i verden er smitten - sideløbende med et stigende antal coronatilfælde - stigende. Og fra USA lyder det nu, at en af de dominerende varianter, der er i omløb i den del af verden, har ændret sig så meget, at varianten ikke indgår i dette års influenzavaccine.
Det skriver flere amerikanske medier, herunder CNN og Livescience, på baggrund af et nyt studie og et interview med professor i mikrobiologi ved University Pennsylvania Scott Hensley.
- Fra vores laboratoriebaserede studier ligner det et stort mismatch, siger han til CNN.
Om det samme er tilfældet i Danmark er endnu for tidligt at sige, oplyser Statens Serum Institut (SSI) til TV 2.
Ifølge de seneste tal er der nemlig lige nu kun konstateret 145 tilfælde med A-influenza og 50 tilfælde med B-influenza. Det betyder, at datagrundlaget endnu er for lille til at sige noget konkret.
Endnu uvist om variant vil blive dominerende, siger eksperter
Det er en undergruppe af influenza A-typen H3N2, som lige nu vækker bekymring i USA.
Undergruppen bliver forkortet 2a2, og ifølge den amerikanske professor minder ændringerne om de mutationer, som i influenzasæsonen 2014-2015 betød, at vaccinen ikke beskyttede mod influenza i den sæson.
Det samme fremgår af en redegørelse fra Statens Serum Institut. Her står, at der i 2014-2015 var ”begrænset beskyttelse mod det mest udbredte influenzavirus”.
Konsekvensen var, at mange patienter fik intensiv behandling, og at der var en overdødelighed blandt ældre. Det på trods af, at Danmark ikke blev så hårdt ramt af smitte som andre europæiske lande.
Scott Hensley oplyser til TV 2, at det endnu er for tidligt at sige hvilken influenzavariant, der vil dominere i de kommende måneder.
- Men det ser ud til, at 2a2 H3N2-virus cirkulerer i forhøjede niveauer forskellige steder i verden. Det er muligt, at andre varianter vil dominere i andre dele af verden – det er endnu for tidligt at vide, siger han.
Det samme lyder fra professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen.
Han fremhæver over for TV 2, at der på grund af smittespredningen med coronavirus-varianten Omikron er mere begrænset rejseaktivitet end normalt.
- Men det er sådan, at vi regner med, at det er de samme influenzavarianter, der spredes på den samme halvkugle på det samme tidspunkt, siger han.
Flere influenzatilfælde i Brasilien
Også fra Brasilien lyder det, at der er et stigende antal smittetilfælde med den almindelige A-influenza H3N2. Blandt andet i byen Salvador.
Her er antallet af tilfælde ifølge mediet The Catholic Transcript steget med 1380 procent i landets hovedstad de sidste 14 dage – fra fem patienter 1. december til 74 tilfælde 14. december.
Tallene er ikke høje, men det er alligevel usædvanligt, fordi det siden 1. december har været sommer i Brasilien.
Det er uvist, om der er tale om den samme mutation som i USA, men ifølge forskeren Marcelo Gomez, der er en del af et forskerhold, som overvåger data for alvorlige respiratoriske sygdomme i Brasilien, skyldes udbruddet i Salvador en H3N2-mutation.
Han fortæller, at der også i Brasiliens hovedstad er tilfælde med den pågældende mutation, og at A-influenza H3N2 allerede er den dominerende.
Professor i virologi ved Statsuniversitetet i Bahia, Andrea Mendonca Gusmão, oplyser til The Catholic Transcript, at vaccinen i år indeholder H3N2, men ikke den samme mutation, der i år cirkulerer:
- Med andre ord. Vi kommer altid for sent i forhold til virussen, hvilket er derfor, vi kan få influenza, selvom vi er vaccineret, siger han.
Vaccinen kan stadig have en effekt
Ifølge den amerikanske professor Scott Hensley er det alligevel vigtigt at blive vaccineret mod influenza.
- Det er tydeligt, at vaccination er den bedste måde at beskytte mod alvorlig sygdom og død på grund af influenzavirusser, siger han til TV 2.
Ramona Trebbien, der er afsnitsleder og seniorforsker hos SSI, forklarer det sådan her:
- Det er nogle virus, der ligner hinanden rigtig meget. Så kan der være nogle få forskelligheder, som betyder, at vaccinerne ikke er helt så effektive, men stadig på nogle områder kan have en effekt.
I Danmark har der, siden sæsonen startede 1. oktober, været 42 indlæggelser i forbindelse med smitte med influenza A. Det betyder, at over en fjerdedel - 29 procent - af de personer, der indtil nu har været smittet med influenza A, også har været forbi sygehuset.
WHO anbefaler vaccine, syv måneder før sæsonen starter
Virusser muterer. Det er en naturlov, som især i disse tider med den nye coronavariant Omikron står lysende klart. Og især influenzavirussen er kendt for at mutere mere end andre virusser, herunder også covid-19.
Og netop fordi virusser ændrer sig, anbefaler Verdenssundhedsorganisationen (WHO) hvert år, hvilke tre eller fire varianter der skal indgå i influenzavaccinen.
Det sker for den nordlige halvkugle i februar, fordi det tager tid at producere det store antal vacciner, som skal bruges i den sæson, der starter i oktober.
Men samtidig cirkulerer virussen videre på den sydlige halvkugle, der har vinter, når vi i Danmark har sommer. Det betyder, at virussen kan udvikle sig, og at den i nogle sæsoner ændrer sig så meget, at vaccinen ikke længere er dækkende, når den igen rammer den nordlige halvkugle.
Vaccinen har ramt forbi fire gange siden 2011
Det er ikke første gang, at en influenzavirus har ændret sig i en sådan grad, at årets influenzavaccine ikke giver beskyttelse.
Det fremgår af de opgørelser, som Statens Serum Institut offentliggør hvert år.
Faktisk er det ifølge en gennemgang, som TV 2 har foretaget, sket fire gange siden 2011. Senest i influenzasæsonen 2017-2018, hvor der var det højeste antal influenzarelaterede dødsfald siden 2010.
Den sæson var influenza B - helt usædvanligt – dominerende, og ifølge Statens Serum Institut var der ”uoverensstemmelse” mellem det influenza B-virus, der indgik i vaccinen, og den, der var i omløb.
Det førte til en lav vaccineeffektivitet overfor influenza B.