Coronavirus

Bøde efter togrejse uden coronapas refunderes for nogle

Der skal indsendes dokumentation og tilladelse fra arbejdsgiver eller uddannelsessted for refundering af bøde.

Det koster en bøde på 750 kroner at sætte sig ind i et lyn- eller intercitytog uden pladsbillet og gyldigt coronapas.

For nogle rejsende kan denne kontrolafgift refunderes, hvis passageren har været smittet inden for 14 dage og af den grund ikke har et gyldigt coronapas, oplyser transportminister Benny Engelbrecht (S).

Muligheden for dispensation gælder rejser til og fra arbejde og uddannelsessted, hvis uddannelsessted eller arbejdsgiver godkender disse rejser.

- Det kan man gøre ved at indsende dokumentation til vores kundecenter, siger administrerende direktør i DSB Flemming Jensen på et pressemøde i Eigtveds Pakhus.

Der er tale om en undtagelse, understreger transportministeren.

Man kan altså som udgangspunkt ikke rejse med tog, hvis man inden for 14 dage har modtaget et positivt svar på en coronatest. Det vil sige, at har man en positiv test fra 11. december eller senere, vil man ikke kunne rejse med intercitytog før efter juleaften.

Gælder ikke alle tog

Kravet om coronapas gælder dog kun for intercity- og lyntog, oplyser ministeren.

Rejser med S-tog eller regionaltog kræver hverken pladsbillet eller coronapas.

- Jo længere tid, man befinder sig sammen med andre mennesker, desto større er risikoen for, at man smitter eller bliver smittet, siger Benny Engelbrecht.

- Logikken er, at man sidder lang tid typisk med de samme mennesker.

- Rejser man fra Aalborg til København, er det urealistisk, at man ikke i den periode har behov for at få en kop kaffe eller at spise en sandwich. Det skal man have lov til, men når man er lang tid i det samme rum, er der en større risiko, siger Engelbrecht.

Kravet om pladsbillet og gyldigt coronapas er gældende fra søndag 19. december, og det er et krav indtil 16. januar.

Pladsbilletter, som koster 30 kroner, eller 10 kroner for indehavere af pendlerkort, vil være påkrævet frem til 27. december, hvorefter de bliver gratis.

Største rejsedag rundt om hjørnet

Et argument fra DSB-direktøren er, at man efter julen går tilbage til pendlertrafik, og pendlerne skal ikke påføres den ekstra omkostning ved en pladsbillet.

Når pladsbilletterne skal koste penge hen over julen, skyldes det to ting.

Dels sikkerhed for passagerer og togpersonale, da man undgår stående passagerer, dels at man vil forhindre hamstring af billetter, som køberne ikke benytter, og at togene dermed kører med tomme sæder.

23. december er den største rejsedag i julen. Der er ifølge den administrerende direktør stadig billetter at købe denne dag.

Når billetkonduktørerne går igennem togene søndag, efter at de to krav er indført, vil de "udvise konduite", oplyser Flemming Jensen.