Coronavirus

Vi skal se færre, også i julen, siger Mette Frederiksen

Omikron-varianten har ændret vores virkelighed, siger Søren Brostrøm.

Smitten rammer et rekordhøjt niveau, og der er intet andet at gøre end at indføre nye restriktioner og begrænse vores sociale kontakt.

Sådan lyder det fra Mette Frederiksen (S) på dagens pressemøde om coronasituationen.

- Epidemikommissionen anbefaler, at vi kun ser familien og de nærmeste bekendte over julen, siger hun.

Statsministeren understreger, at regeringen vil følge kommissionens anbefalinger til nye restriktioner.

Det gælder blandt andet nedlukning af kulturlivet, arealkrav i detailhandlen og krav om mundbind for personale med kundekontakt.

Her kan du få et overblik over alle regeringens ønsker til restriktioner.

Hvordan skal vi holde jul?

Meldingen på pressemødet er klar: Danskerne skal holde sig til familien og nærmeste bekendte i juletiden. 

Men mere konkret bliver det ikke. 

Ifølge Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, vil myndighederne ikke komme med så klare retningslinjer for julen som sidste år, hvor det eksempelvis blev anbefalet, at vi ikke sang og dansede om juletræet. 

- Det vigtigste budskab er, at danskerne skal bruge deres sunde fornuft, siger Søren Brostrøm. 

Han opfordrer dog danskerne til at blive vaccineret, holde afstand, bruge mere tid udenfor og blive hjemme juleaften, hvis man føler sig syg. 

Aktiviteten skal dæmpes

Ifølge Mette Frederiksen er der ikke tale om en reel nedlukning af samfundet, men et forsøg på at lægge en dæmper på samfundsaktiviteten.

Derfor rammer de nye restriktioner særligt kulturlivet.

- I lever af at samle, men lige nu har vi desværre behov for det modsatte, siger hun.

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, uddyber, at det er helt afgørende at få lukket de steder, hvor der er risiko for superspredningsbegivenheder.

Omikron har ændret billedet

Det er særligt den nye Omikron-variant, som bekymrer og gør det nødvendigt med nye restriktioner, lyder det på pressemødet.

Det seneste døgn er der registreret 11.194 smittetilfælde med coronavirus. Heraf udgør Omikron cirka en femtedel, oplyser Mette Frederiksen.

Og det er medvirkende til, at der er behov for nye restriktioner, fastslår statsministeren.

- Det haster nu. Der er ikke mange dage at gå på, siger Mette Frederiksen.

Ifølge Søren Brostrøm har Omikron-varianten ændret den virkelighed, sundhedsmyndighederne troede på indtil for kort tid siden.

- Vi bad jer tage vaccinen. Det var supervåbnet. Nu står vi her og præsenterer nye restriktioner. Hvad er der sket? Omikron, siger han.

Skal godkendes i Epidemiudvalget

Regeringens ønsker til restriktioner kan kun blive til virkelighed, hvis et flertal i Epidemiudvalget stemmer for.

Der er møde i udvalget netop nu, hvor restriktionerne bliver diskuteret.

Mette Frederiksen sender på pressemødet en direkte appel til sine kolleger i udvalget:

- Jeg er ikke i tvivl om, at det vil være et stærkt signal, hvis vi kan gå ud i samlet flok. Derfor håber jeg, alle Folketingets partier vil bakke op, siger hun.

Hvornår restriktionerne træder i kraft, hvis de bliver stemt igennem i Epidemiudvalget, er endnu uklart.