Coronatal er rekordhøje: 11.194 nye smittede
Det seneste døgn er 11.194 borgere testet positive for corona. Det er det højeste under hele epidemien.
Det er femte dag i træk med et rekordhøjt smittetal under coronaepidemien herhjemme.
Det seneste døgn har 11.194 borgere i Danmark fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.
Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) fredag i sin daglige opgørelse.
Senest blev der torsdag meldt om 9999 smittetilfælde.
Hver tyvende person testes positiv
De 11.194 smittetilfælde, der er fundet det seneste døgn, er indsamlet blandt i alt 222.768 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man podes i svælget. Det vil sige, at 5,02 procent af prøverne har været positive. Det er cirka hver tyvende testperson, der derfor er testet positiv.
Herudover er 454 personer blevet reinficeret - altså smittet igen.
- De seneste data viser, at den nye variant Omikron udgør hver femte af alle smittetilfælde, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde fredag.
Der er også foretaget 256.279 kviktest fra torsdag til fredag. Det vides dog ikke, hvor mange af disse test der har været positive, da tallene herfra ikke offentliggøres af SSI. Årsagen er for stor usikkerhed i testresultaterne.
Antallet af indlagte med coronavirus på landets hospitaler stiger med én til 518. Ud af de 518 personer er 63 af dem indlagt på intensiv, og af dem får 37 hjælp af en respirator.
Yderligere tre smittede er døde. Det bringer det samlede antal coronarelaterede dødsfald under epidemien op på 3054.
Flere end 2500 nye omikrontilfælde på et døgn
Det samlede antal Omikron-tilfælde i Danmark er fredag steget til 11.559, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på fredagens pressemøde. Det er en stigning på 2550 på et døgn.
Thomas Benfield, der er professor ved Københavns Universitet og overlæge på Hvidovre Hospital, vurderer, at situationen bliver mere og mere alvorlig, i takt med at smittetallene stiger dag for dag.
Han mener derfor, at nye restriktioner, som også forventes at blive indført, vil være den rette vej at gå, siger han til Ritzau.
- Desværre er det restriktioner, der skal til, fordi det er helt tydeligt, at vi ikke når at få vaccineret tilstrækkeligt mange, til at vi kan få kontrol over den store smittespredning, der er i øjeblikket. Så der skal afstand til igen. Det skal være tiltag, der begrænser, hvor mange mennesker der er sammen på samme tidspunkt. Det vil jeg forvente vil have en effekt, siger Thomas Benfield.
Fredagens opdaterede tal fra SSI viser, at 76,7 procent er færdigvaccineret, hvilket svarer til mere end 4,5 millioner borgere. 80,1 procent har påbegyndt vaccination.
Blandt de revaccinerede er der nu 26,9 procent - næsten 1,6 millioner borgere - der har fået et tredje stik.