Coronavirus

Der er lagt en plan for op til 1000 indlagte i Danmark - i dag ligger tallet på 517

Med stigende Omikron-smitte kommer der også flere indlagte og større pres på sundhedsvæsenet, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Op til 1000 indlagte med coronavirus.

Det er den kapacitet, der indtil nu er lagt en plan for på hospitalerne rundt om i landet. Det fortæller Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, på et pressemøde onsdag

- Vi skal sikre, at vi har tilstrækkeligt plads på vores sygehuse, siger hun.

På nuværende tidspunkt er 517 personer indlagt. 61 af dem ligger på intensiv.

Vi mangler ikke respiratorer, vi kommer til at mangle hænder

Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen

Men med stigende Omikron-smitte må vi også forberede os på et endnu større pres på sundhedsvæsenet.

- Vi forventer, at Omikron gør, at flere bliver alvorligt syge og får brug for indlæggelse, siger Helene Probst.

Derfor holder Sundhedsstyrelsen nøje øje med Omikron for at få et mere præcist billede af, hvor stor en kapacitet der er brug for fremadrettet, lyder det.

"Det er særlig kritisk"

Samtidig har Sundhedsstyrelsen bedt om konkrete planer for, hvordan regionerne kan opskalere antallet af senge på intensivafdelingerne i Danmark.

Her er håbet, at op mod 450 senge vil kunne stå klar. Men det skaber også et øget behov for hænder - og de hænder mangler ude i sundhedsvæsenet.

- Nu skal de kigge på intensivkapacitet. Det er særlig kritisk, for det er en specialiseret opgave. Vi mangler ikke respiratorer, vi kommer til at mangle hænder, siger Helene Probst.

Konsekvensen af det kan ifølge vicedirektøren blive, at man bliver nødt til blandt andet at udskyde eller aflyse operationer og ambulante besøg for at frigive personale til afdelingerne.

Gode råd, vacciner og nye tabletter

I håbet om ikke at nå til et sted, hvor sengene er fyldt op og personalet mangler, arbejder Sundhedsstyrelsen med især med to redskaber.

Det ene er vaccinerne, siger Helene Probst på pressemødet.

Det anden er en tydelig appel om, at danskerne skal overholde Sundhedsstyrelsens gængse retningslinjer om blandt andet at holde afstand, spritte af og blive hjemme ved sygdom.

Og så er der kommet endnu en spiller på banen i forhold til behandling af coronavirus.

Et nyt lægemiddel i tabletform skal nemlig sammen med vaccinen og de gode råd være med til at forhindre slem sygdom og indlæggelser.

- Det er primært til dem, der er i risiko for at blive alvorligt syge og indlagte. Det kan forebygge tre ud af 10 indlæggelser, siger Helene Probst.

Rekordmange smittede

Pressemødet kommer på en dag, hvor 9999 personer er testet positive for coronavirus. Det er det højeste nogensinde målt i Danmark.

Samtidig er antallet af Omikron-tilfælde torsdag steget med 2962 til 9009 tilfælde i alt.

Og de nye tal viser, at der er brug for "nye tiltag" for at bryde smittekæderne herhjemme. Det meldte statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag meldt ud på Facebook.