Coronavirus

SSI-direktør beroliger efter nye Omikron-fremskrivninger

Ifølge direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum vil hjemmetest være et brugbart værn mod smittespredning med Omikron-varianten.

Omikron-varianten kommer til at dominere smittebilledet i Danmark i en nær fremtid.

Smittetallet er i disse dage højere end på noget andet tidspunkt i pandemien, og Statens Serum Institut (SSI) forventer, at vi vil komme op på 10.000 dagligt smittede.

Det tal alene er dog ikke noget, der bekymrer direktør i SSI Henrik Ullum.

- 10.000 dagligt smittede kan vores sundhedssystem sagtens klare. Problemerne kommer, hvis smitten fortsætter med at stige, siger han.

For at undgå at det sker, opfordrer Henrik Ullum alle borgere i landet til at gøre "alt, hvad man kan for at hæmme smitten".

Jeg er bekymret, men samtidig har jeg fokus på, at vi kan handle os ud af det her

Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut

Således bør vi alle huske på, at varianten grundlæggende ikke adskiller sig fra de tidligere versioner, lyder det.

- Den kan ikke lide, når vi holder afstand, og når vi lufter ud og har god hygiejne. Et sidste godt råd til, hvad vi alle sammen kan gøre, det er at have installeret smittestop-appen, siger han.

TV 2 har uden held forsøgt at få svar fra SSI om, hvor høj smitten skal være, før det danske sundhedssystem ikke længere kan klare presset.

SSI: Vi har værktøjerne til at bremse udviklingen

Henrik Ullum oplyser, at ny data fra England tyder på, at et tredje stik med en coronavaccine ikke blot giver et mildere sygdomsforløb, men at den også i nogen grad er med til at hæmme smitten.

Dermed stiger vigtigheden af den intensiverede indsats med at revaccinere borgere over hele landet hurtigst muligt.

- Jeg må sige, at jeg er bekymret, men samtidig har jeg fokus på, at vi kan handle os ud af det her, lyder det fra Ullum, der samtidig oplyser, at der bliver kigget på alle værktøjer i den såkaldte værktøjskasse.

Hvilke restriktioner, der kan komme i spil, vil han dog ikke gå nærmere i dybden med. Det er en politisk beslutning.

- Det er for tidligt at sige noget om restriktioner, men lige nu kan vi sige til borgerne, at man skal holde fast i de gode vaner. Vi ved godt, hvad det er for nogle værktøjer, der virker, siger Ullum.

Et tiltag, han dog gerne ser øget, er mængden af benyttede hjemmetests.

Det ville ifølge Henrik Ullum være et nyt og meget brugbart værn mod smittespredning.

Omikron spreder sig selv med restriktioner

Der er det seneste døgn registreret 7799 smittetilfælde med coronavirus. Af dem er 3471 smittede med Omikron, hvilket er en stigning på 966 på et døgn. Det viser tal fra SSI.

Det er det største antal smittede i løbet af et døgn, der er registreret i Danmark under coronaepidemien.

Også Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, mener, at den hastige spredning med Omikron-varianten er bekymrende.

Han mener, at udviklingen over de næste uger bliver afgørende.

- Hvis vi vidste, at det (smitten, red.) ikke udviklede sig yderligere, så var det til at håndtere, men selv de seneste dage, hvor alle de nye restriktioner har været trådt i kraft, har Omikron spredt sig meget hurtigt, siger Allan Randrup Thomsen.

Netop derfor mener han, at regeringen og sundhedsmyndighedernes fokus på revaccination er vitalt.

- Det er en bekymrende udvikling, og det viser behovet for yderligere revaccinationer, så vi reducerer risikoen for at blive indlagt mest muligt.