Nye Omikron-tal overrasker – tyder på, at restriktioner virker, siger ekspert

Forudsigelserne om en eksponentiel stigning af den seneste coronavariant synes ikke at holde stik.

Omikron udvikler sig under den forventede og meget dystre prognose.

Det er konklusionen fra Viggo Andreasen, professor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, oven på de seneste tal for den nyeste coronavariant, som Statens Serum Institut (SSI) har sendt ud tirsdag eftermiddag.

Under værst tænkelige prognose

Den seneste rapport fra SSI om Omikron-varianten viser således, at 1098 er bekræftet smittet med varianten.

Siden sidste onsdag har vi ventet på, at restriktionerne måske ville vise sig i tallene, og at de begynder at virke

Viggo Andreasen, professor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

Men det tal ligger noget under det worst case scenario, Viggo Andreasen opererer med i sin seneste fremskrivning.

- Jeg havde ventet, at der i hvert fald havde været et par hundrede tilfælde mere med Omikron i den nyeste opgørelse fra tirsdag, siger han til TV 2.

Herunder ses den hastigt stigende kurve for Omikron. Men den viser sig altså at stige langsommere, end Viggo Andreasen havde forventet:

Tyder på opbremsning

Siden det første tilfælde i landet blev registreret 22. november, er antallet af smittede med Omikron steget til nu samlet 4535.

Og det er sket med en stigende hast. Eller sagt på en anden måde: med en fordoblingstid på mellem to en halv og tre dage igennem den seneste uge.

Med den nyeste opgørelse, ser udviklingen mere afdæmpet ud.

- Det er et tal, som kunne tyde på en opbremsning i Omikron. Man må sige, at det er en glædelig nyhed, fordi vi siden sidste onsdag har ventet på, at restriktionerne måske ville vise sig i tallene, og at de begynder at virke, siger Viggo Andresen.

10. december er den seneste dato, hvor SSI til dato har et fuldendt billede af smitten med Omikron. Her udgjorde Omikron 11,4 procent af det samlede antal smittetilfælde med covid-19. Med pil op, hvis man skulle tage Viggo Andreasens mest pessimistiske prognose for pålydende.

Viggo Andreasen peger på, at den igangværende accelerering af vaccinekalenderen kan være vigtig for udviklingen fremover.

- Vi skal have udrullet de vacciner, inden Omikron vokser sig alt for stor. Så alt, hvad der peger på, at Omikron taber i vækstrate, er en god nyhed.

Hårdere restriktioner er et redskab

Et andet redskab kunne være flere og hårdere restriktioner. Men det synes der ikke at være opbakning til på politisk hold, erkender Andreasen.

- Det er en politisk beslutning i Danmark, at vi ikke vil lave så voldsomme indgreb for at få kurven til at bøje nedad. Men det her er første spæde tegn på, at vores strategi måske alligevel bærer frugt, siger han.

Mens danskerne over 40 år i disse dage stiller sig i kø til at få tredje stik, holder politikerne på Christiansborg øje med udrulningen af vacciner.

Umiddelbart har de ikke planer om at presse på for at indføre yderligere restriktioner. Sådan lyder det tirsdag fra begge sider af folketingssalen.

Både Enhedslisten, Venstre og Det Konservative Folkeparti sætter sin lid til, at den fremskyndede vaccineudrulning vil tage brodden af smitteudviklingen.

Det er særligt i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, at Omikron tager en større bid af det samlede antal smittede.

I Hovedstaden udgjorde Omikron til og med 11. december 5,7 procent af coronatilfældene, mens det i Midtjylland gælder 6,2 procent.