Samfund

Børn må ikke tage kage med til fødselsdag i børnehave

Børn fra familier med dårlig økonomi kan føle sig uden for fællesskabet, viser ny rapport.

Når børnene i børnehaven Damstræde i Aalborg har fødselsdag, må de ikke dele ud.

I stedet bliver der holdt fælles fødselsdag en gang om måneden for de børn, som fylder år i den måned.

Formålet er at undgå, at nogle børn møder op med store mængder kage og slik, mens andre børn ikke kan gøre det samme.

- Det er for at have en fælles fødselsdagsfest, hvor der ikke er nogen, der skal tænke, hvad de har råd og ikke råd til, forklarer Signe Raasø Hjorth, der er pædagog i børnehaven Damstræde.

Forældre støtter tiltaget

Omkring 68.000 danske børn vokser op i økonomisk fattigdom, og i barndommen betyder det, at mange føler sig uden for fællesskabet. Det viser Egmontrapporten 2021, der slår fast, at det også påvirker børnene senere i livet.

Knap tre ud af ti børn, som fødes ind i fattigdom, har ikke gennemført en ungdomsuddannelse, når de er 25 år. For de mere velhavende jævnaldrende er tallet 18 procent.

Man udvisker ikke sociale skel med kage

Anne Sophia Hermansen, kulturkommentator

Henriette Christiansen, der er direktør i Egmont Fonden, mener derfor, at børnehaven Damstræde har fat i det rigtige, når de udvisker forskelle i børnenes fødselsdagsfejringer.

- Det handler om, at vi alle sammen bør være bevidste om ikke at ekskludere børn, der vokser op i fattigdom. Man kan tænke over, hvordan man tilrettelægger fælles aktiviteter, siger hun til TV 2.

Afstemning

Hvad synes du om børnhaven Damstrædes tiltag?

Og blandt forældrene er der også opbakning til tiltaget.

- Der er ikke nogen, der føler sig udenfor eller føler sig tvunget til, at det skal være på en bestemt måde, siger Søren Bruce Harder, der er far til et barn i Damstræde.

Kage udvisker ikke sociale skel

Det er dog ikke lutter lagkage for alle. Kulturkommentator hos Berlingske Anne Sophia Hermansen mener ikke, at tiltaget med at fjerne kagen fra de enkelte børns fødselsdage løser udfordringer.

- Det er en nobel ambition, at man gerne vil udviske alle sociale skel. Men man udvisker ikke sociale skel med kage, siger hun til TV 2.

Men tager man debatten ned i børnenes øjenhøjde, så kan kage betyde meget i et barneliv, mener pædagog Signe Raasø Hjorth.

- Det kan godt give en forskel i, hvad man synes, man betyder. Børnene kan tænke: "I går fik jeg et stort stykke kage, og i dag kommer du med en pakke rosiner – hvorfor det?" Det er svært at skulle forklare som barn, siger hun.

Derfor byder fødselsdagsmenuen for december på rundstykker med pålægschokolade, som børnene ivrigt gafler i sig.